Opfattelsen er udbredt blandt almindelige fiskere, at den reelle magt i fiskeriet i dag ligger hos Fiskeriudvalget. Et Fiskeriudvalg, der med et flertal bestående af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet samt De Radikale og Socialistisk Folkeparti med Enhedslisten og alternativet som aktive støtter, kan søsætte forslag udenom den borgerlige trekløver-regering, som vi sidst så det med fiskeripakken.
Fiskeriudvalget er sat i verden for blandt andet at følge fiskeriministeren med månedlige samråd og årlige redegørelser for udviklingen i kvotekoncentrationen, men også løbende tage øvrige fiskerirelaterede spørgsmål op.
Flere fiskere som FiskerForum.dk har talt med, peger på udvalgets store magt, som her sidst er kommet til udtryk med en nyt forslag til en bekendtgørelse, hvor den, som det udtrykkes, røde venstrefløjs omfordelingspolitik slår igennem for fuld kraft, og nærmest sædvanen tro og efter den gode gamle devise: »De fiskere der har noget, skal mindre gives«, som i det aktuelle tilfælde, denne gang går ud over Østers- og muslinge-fiskeriet i Limfjorden, hvor man med reglen fjerner en fjerdedel af eksistensgrundlaget for fiskeren her.
Med den nye bekendtgørelse må østers- og muslingefiskerne højst eje tre licenser af hver. Ejer fiskerene flere licenser, skal disse afhændes inden udgangen af 2026. Desuden lægger man yderligere et loft over ejerskabet af licenser. Det gør man ved at indfører en krydsregel for blåmuslinge- og østerslicenser i alle farvande. Det betyder, at personer og selskaber, der ejer mere end 1 procent af de samlede danske IOK-kvoter og / eller mere end 0,4 procent af de samlede danske FKA-kvoter, ikke må eje andele af blåmuslinger og østers.
Danmarks mindste kvotekonge
En Fur-fisker rammes af det politiske indgreb og han bliver efter eget udsagn, måske Danmarks sidste men absolut mindste kvotekonge. Fisker og skipper Johannes Christensen med Østersfartøjet »Emma«, gør det helt klart, hvor hårdt bekendtgørelsen rammer hans fiskeri i Limfjorden. »jeg har ikke andet end de fire østerslicenser og så 500 kilo nordsøtorsk. Men det kan jeg jo ikke leve af,« forklarer fisker Johannes Christensen til Skive Folkeblad. Han må nu gå den tunge gang og sælge én af sine fire licenser ud, der ellers har givet ham en omsætning på ca. 300.000 om året. Med en licens mindre, er han nu ikke sikker på længere, at kunne opretholde retabiliteten i fiskeriet.
Håbet er at fornuften tager over
Den nye bekendtgørelse, som blandt andet fiskeriordfører Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti har været med til at strikke sammen, rammer netop det mindre fiskeri. Reglen kræver at fisker Johannes Christensen sælger én af sine fire østerslicenser, hvilket betyder at netop én af de fiskere, som både Ib Poulsen (DF) og Simon Kollerup (S) påstår de holder hånden under, istedet risikerer at bukke under økonomisk, pga. en regel der nu nærmest trækker tæppet væk under fiskeren fra Fur.
Om nogen ved fiskerne, at Fiskeriet til tider kan virke både indviklet og uoverskueligt, men så indviklet behøver det nu heller ikke at være. Flere fiskere ønsker istedet man lytter lidt mere til fiskerne selv og så måske lade de, der almindeligvis omtales som »de røde partisoldater fra Fiskeriudvalget«, med deres misforstået »redningsforsøg« af den lille kystfisker, finde anden beskæftigelse. Det vil fiskerierhvervet helt sikkert få det meget bedre af, understreges det.
FiskerForum.dk