Det er WWF Verdensnaturfonden og DN Danmarks Naturfredningsforening samt DB Dyrenes Beskyttelse med Greenpeace, DS Danmarks Sportsfiskerforening samt Life (Low Impact Fishers of Europa og FSK-PO der i en åbent brev til fiskeriminister Rasmus Prehn (S) vil have trawlforbudet for Bælthavet gennemført inden et kommende Folketingsvalg.
De syv organisationer er bekymrede for, at aftalen som blev indgået i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i december 2021, hvor de radikales Martin Lidegaard’s forslag, om at indføre trawl-fri zoner i Bælthavet, skete med deltagelse af SF, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne. En aftale der nu frygtes at lande mellem to stole, når Statsministeren trykker på valgknappen.
Den grønne delaftale, om trawl-fri zoner i Bælthavet, der pludselig og helt umotiveret havnede i finansloven og de økonomiske forhandlinger partierne imellem, var en ren rød beslutning i Folketinget. Listet ind af bagdøren via finansloven. En beslutning der helt uden forvarsel, af de indvolverede parter, som organisationer og fiskerne selv, fik denne delaftale trukket ned over hovedet og som nu risikerer hele erhvervsfiskeriet i Bælthavet lukkes ned – permanent.
Og denne frygt, der deles af mange, er ikke ubegrundet – for magen til sludder og vrøvl om effekten af trawl-fri områder i både lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt, skal man da lede længe efter.
Det er på tide fagligheden omkring trawlfiskeriets påvirkninger kommer ind i debatten og blive renset for alle tåbelige påstande, fra de røde og grønne miljøfolk’s side, som løber med en halv vind, bare det passer ind i deres ideologiske overbevisning og opfattelse. Få nu renset ud i mytedannelserne som florerer om trawlfiskeriet og lad os få en oplyst faglighed indover disse for trawl-fiskeriet så mærkelige påstande og usandheder. (Løgn og latin).
Husk på, at bundtrawl er et fangstredskab, som har været benyttet i årtier, og som det er fuldt legitimt at anvende, som løbende har udviklet sig som et selektivt redskab i konsumfiskeriet (demersale fiskeri). Et fangstredskab der i dag benyttes af langt den overvejende del af dansk fiskeri. Et redskab der kun slipper de fisk ind i trawlposen som man ønsker, med en minimal bifangst til følge. Et trawl der med let-løbende rubber (kugler) føres henover havbunden, uden ødelæggelse af hverken bundvegetation eller havmiljøet (biodiversiteten) i det hele taget og som overvejende benyttes på ren sand- eller mudderbund. Der er altså ikke tale om hverken ødelagte ålegræs-marker eller ødelæggelse af sten-rev, hvor trawlfiskeriet ikke foregår.
Til stadighed hives Øresundsmodellen frem, som et mønstereksempel på et trawlfrit område med stor biodiversitet, rig på fiskearter. Igen en lemfældig omgang med sandheden fra disse Miljø-organisationers side, eller måske endnu værre med en fortielse af sandheden, igen i det hellige stemmefiskeri’s navn.
Flere ynder at sammenligne med Øresund, hvor der er trawlforbud – 
Her oplyser man at biodiversiteten samt fiskeriet ligger i top, netop pga. trawlforbuddet – men læser man tallene fra Fiskeristyrelsens landingsrapport for blot fire kendte arter i Øresund som; Rødspætte, sild, skrubbe og torsk så er landingerne i levende vægt faldet de sidste 5 år med 74 procent, fra samlet 1.303 tons i 2017 til 330 tons i 2021 dvs. en manko på 973 tons
Man må spørge sig selv – hvor er så eksistens-grundlaget henne, selv for garnfiskere i dette område, hvor der ikke er trawlet i de sidste 90 år (1932).
Men flere fiskere, som FiskerForum.dk har talt med bekræfter, at fiskeriet i Øresund absolut ikke er hvad det har været. Så mon ikke det er på tide at revidere sin opfattelse af, hvad der egentligt er galt i bælthavet og de indre danske farvande, istedet for hele tiden at skyde på trawlfiskeriet, der helt tydeligt ikke er de skyldige.
Derimod vil et trawlforbud i Bælthavet få uoverskuelige konsekvenser for lokalsamfundene kystnært
Ingen landinger fra trawlerne til de lokale havne, betyder at landinger af fisk på havnen bliver stadigt færre og langt mindre – garnbådene lander jo kun 10 procent af de fisk der landes i havnene (de resterende 90 procent kommer fra trawlerne) – men når de er væk, så lukker isværket og kølehuset – de bliver urentable og afhentning af fisk bliver umuliggjort, for hvem ønsker som vognmand, at afhente tre kasser skrubber til auktionen – eks. til fiske-auktionen i Hundested. De forskellige følgeindustrier samt håndværkere og smedeværksteder m.m. til fiskeriet på havnene, lukker og slukker og købmanden og slagteren må også se omsætningen dale væsentligt. De vil også lide under den manglende handel til de lidt større trawlere i området. Turisterne får det hele for sig selv, i kedelige og uddøde havne – så lukker iskiosken og souvenier-boden – sidste turist lukker og slukker i de udkants-områder, hvor det er fiskeriet der holder omsætningen og beskæftigelsen oppe.
Fisk er en vigtig fødekilde, med et mindre Co2-aftryk
Formålet med fiskeriet er at producere næringsrig mad af høj kvalitet på en klimavenlig måde.
Fisk har et langt lavere CO2-aftryk end nogen anden fødekilde til animalsk protein (halvdelen af kylling eller svinekød, en sjettedel af oksekød), og klima-aftrykket af fiskeriet er mindre end for de fleste andre fødevare.
Trawlfiskeriet har vist sig at være en effektiv metode til at fange mange forskellige slags fisk. Andre fiskerimetoder fanger i reglen langt mindre og færre arter. Dertil skal lægges af disse passive redskaber, ofte har nogle yderst uønskede bevirkninger på sæler, delfiner og havfugle, der ofte ender deres dage i disse garn eller ruser.
Så uanset hvilken effekt trawlfiskeriet eventuelt måtte have på miljøet, skal det sættes i forhold til virkningerne af, at producere den samme mængde fødevarer og samme kvalitet, på andre måder.
Hvis fiskernes stopper med at trawle, bliver vi nødt til at producere mere mad på land. Mere jord skal ryddes til landbrug, og derved vil der blive forbrugt mere ferskvand, langt mere gødning samt sprøjtning med pesticider og herbicider samt ikke mindst bliver der produceret mere Co2 m.m.
En populær opfordring fra de rød/grønne »BeVarMigVel-organistationer«, der er imod kommercielt fiskeri er, at trawlfiskeriet bør forbydes indenfor tre sømil fra kysten.
Alligevel ville en sådan gennemgribende forordning ikke være mere logisk end at forbyde landbruget at pløje indenfor tre mil fra kysten.
Alle fiske-metoder påvirker miljøet på den ene eller anden måde. Fuldstændigt som skibsfarten, turismen og den vedvarende havmølle-energi gør det eller bare som vejret påvirker. Det er en kendsgerning, der skal accepteres som et kompromis, og give en bredere forståelse af hvorledes vi sikre vores fødevare.
Hvis områder af havbunden eller visse havområder viser sig, at have behov for ekstra beskyttelse, bør de inkluderes i de beskyttet havområde, alene baseret på en uvildig og objektiv dokumentation og ikke udfra følelsesladet argumenter og tvivlsomme teorier.
