»Vi får i år mindre kvoter at gøre godt med«, var den sørgelige besked fra formanden for Centralforeningen for Limfjorden Bo Husted Kjeldgaard, der i sin beretning på generalforsamlingen på Dansk Skaldyrscenter, kom ind på nedgangen i kvoterne, fra 30.000 tons sidste år, til beskedne 3.000 tons for indeværende år.
Begrundelsen var ifølge formanden, et intenst fiskeri i 2016, hvor fiskeriet kom godt rundt i hjørnerne, som formanden udtrykte det. Et udtryk der dækkede over at arealpåvirkningen var steget kraftigt, forklarede han Nordjyske, der havde spurgt indtil årsagen for det kraftige fald i kvoten.
En stigning i arealpåvirkningen, som kom bag på de fleste, da bestandsvurderingen fra DTU på et tidligt tidspunkt sidste år, viste en god muslingebestand og dermed gode chancer for et godt muslingeår 2016. Dette ændrede sig dramatisk i løbet af året, specielt efter NaturErhvervstyrelsen pludselig, med en opringning, spurgte om det kunne være rigtigt, at arealpåvirkningen var steget så kraftigt.
Bo Husted Kjeldgaard påpegede derfor i sin årsberetning, at en del af indsatsen fremover, blandt andet skal foregå ude ved den enkelte fisker. Fiskerne får selv ansvaret med at holde øje med blackboxen og får dermed også bedre mulighed for følge arealforbruget tæt. For som formanden videre forklarede, svarer arealforbruget sidste år til, at der mistes to års fiskeri i Løgstør Bredning. Det er noget hverken fiskerne eller industrien kan være tjent med, sluttede han.
Kvotenedskrivning vil påvirke de fleste muslingefiskernes indtjening, men som foreningens formand præciserede, vil man gøre alt for at kvoterne bliver større igen.