Ny forskning viser, at størrelsen på fisken påvirker både, hvor mange vigtige næringsstoffer og hvor mange skadelige stoffer, du får i dig. Mange siger ellers, at størrelsen ikke betyder noget – men når det handler om den fisk, du spiser, gør den netop det.
Det skriver det norske havforskningsinstitut i artiklen »størrelsen teller..«
Forskere fra Norge har undersøgt over 15.000 fisk fra 14 forskellige arter. Målet var at finde ud af, hvordan fiskens størrelse, fedtindhold og levested påvirker indholdet af både gode næringsstoffer og uønskede, potentielt sundhedsskadelige stoffer.
»Vi ser en tydelig sammenhæng: Jo større fisken er, desto flere skadelige stoffer som kviksølv indeholder den – og samtidig falder mængden af gavnlige næringsstoffer som kobber, mangan og calcium,« forklarer havforsker Yiou Mike Zhu fra det norske Havforskningsinstitut.
Hvad mener de med ‘næringsstoffer’ og ‘uønskede stoffer’?
- Næringsstoffer er de gode ting i fisken – vitaminer og mineraler som jod, calcium, jern, selen og zink. De er vigtige for kroppen og bør være en del af en sund kost.
- Uønskede stoffer dækker over forurenende eller giftige stoffer, som fx kviksølv og arsen, som kan skade helbredet, især i for store mængder.
Mindre fisk – mere sundhed
Ifølge forskerne er små fisk ofte sundere at spise end store. Det skyldes, at store rovfisk ophober tungmetaller og giftstoffer over tid, mens de små fisk typisk når at optage færre skadelige stoffer, men stadig indeholder mange næringsstoffer.
»De små fisk har en mere optimal sammensætning af vigtige mineraler og færre af de farlige stoffer. Det gør dem til et bedre valg i forhold til sundhed,« siger Zhu.
Hvor fisken lever, gør også en forskel
Ikke kun størrelsen, men også adressen – altså hvor i havet fisken lever – påvirker dens indhold af stoffer. Forskerne fandt f.eks. mere kviksølv i fisk fanget længere sydpå, sammenlignet med fisk fra det kolde nord.
Fedtindholdet spiller også ind. I fede fisk – som makrel og sild – varierede niveauerne af både kviksølv og næringsstoffer med fedtmængden.
Mere viden – bedre udnyttelse af havets ressourcer
Havforskerne håber, at denne viden kan hjælpe både forbrugere og myndigheder med at træffe bedre valg.
»Ved at vælge den rigtige fisk – både i størrelse og art – kan vi få mere sundhed for pengene og samtidig bruge havets ressourcer bedre. Det er især vigtigt i en verden, hvor mange mennesker mangler vigtige næringsstoffer i kosten,« siger Zhu.
Forskningen peger også på, at vi bør spise et bredt udvalg af fiskearter. For eksempel er torsk, hyse og lyr gode kilder til jod, mens sild og makrel bidrager med zink og selen.




















