I bestræbelserne på at forbedre havmiljøet og styrke biodiversiteten har man langs de danske kyster, i de senere år etableret flere stenrev. Disse rev skaber levesteder for bunddyr og småfisk og fungerer som skjul og opvækstområder for yngel og mindre fisk. Hensigten har været at styrke økosystemet og biodiversiteten.
Men erfaringerne med de nyetablerede stenrev er blandede. Flere fiskere udtrykker bekymring for, at stenrevene utilsigtet fungerer som »foderbræt« for rovfugle som skarv og rovdyr som sælerne. Disse prædatorer udnytter de koncentrerede fiskebestande omkring stenrevene og forårsager en ubalance i økosystemet. Skarven, der er en yderst effektiv jæger, tømmer revene for yngel og småfisk, inden de når at vokse sig store. Dette gør det vanskeligt at opnå det tilsigtede mål med en god biodiversitet.
Skarvbestanden er vokset markant siden fredningen i 1980. Dengang var der kun få hundrede par tilbage i Danmark, men i dag er bestanden vokset til omkring 30.000 par fordelt på 80-90 kolonier. En voksen skarv spiser mellem 300 og 600 gram fisk om dagen, hvilket sætter et stort pres på fiskebestandene, både langs kysterne og i ferskvand.
Flere fiskere mener, at denne udvikling underminerer formålet med de kostbare stenrev, som er etableret med offentlige midler. De foreslår derfor, at man først anvender ressourcerne på at regulere skarv- og sælbestandene til et bæredygtigt niveau, før man investerer yderligere i stenrev.
»Det virker omsonst at bruge millioner på stenrev, når fiskene alligevel bliver ædt, inden de når at gavne økosystemet og give mangfoldighed i havnaturen,« siger en lokal fisker. »Vi må først få styr på prædatorerne, så vi kan skabe en reelt bæredygtig biodiversitet.«
Problemet med skarvens voksende bestand har været tydeligt siden den kolde vinter for små 14 år siden, hvor fuglene begyndte at søge op i åerne for at finde føde. Siden da har de også jaget ferskvandsfisk, hvilket udgør en trussel mod både gydemodne fisk og smolt. Undersøgelser viser, at selv få skarver hurtigt kan påvirke fiskebestandene negativt.
Forskere og fiskere er enige om, at en balanceret regulering af skarv og sæler er nødvendig. Naturen er i dag ikke i en naturlig økologisk balance, og den voksende skarvbestand truer med at udhule indsatsen for at forbedre havmiljøet og styrke fiskebestandene. For at undgå spildte ressourcer og fremme en bæredygtig udvikling bør man tage fat om problemet: regulere prædatorerne og siden styrke biodiversiteten gennem velovervejede initiativer som stenrev, der kan komme både havnaturen og havmiljøet til gode.