Aftale om grøn strøm til 230 millioner EU husstande er underskrevet af den danske statsminister Mette Frederiksen, der onsdag aften forpligtede Danmark til en stor energiplan »REPowerEU«, der som sit tredje ben i målsætningen, har investeringer i grøn energi.
Aftalen blev underskrevet sammen med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og Tysklands kansler Olaf Scholz samt Hollands premierminister Mark Rutte og Belgiens premierminister Alexander De Croo, der sammen har committede sig til at tidoble havvind i Nordsøen.
Helt konkret blev målet at levere mindst 65 GW havvind i 2030 og efterfølgende øge kapaciteten til mindst 150 GW i 2050.
Den store vind- og energi-ø-aftale fik følgende ord med på vejen, da Mette Frederiksen (S) efterfølgende kommenterede på topmødet. »Vi skal udfase Putins gas, vi vil skabe tusindvis af arbejdspladser, og vi vil skabe en grønnere og sikrere fremtid for os alle,« sagde hun blandt andet, hvor også EU-formanden understregede aftalens store betydning. »Putins krig fremhæver den risiko, vi har taget med at være for afhængig af russisk gas,« sagde hun og henviste til at det er en meget stærk politisk forpligtelse, hver af landede her har bundet sig til.
De fire lande kommer sammen til at levere ca. halvdelen af den grønne strøm fra havvind, som EU har brug for i 2050 for at opnå sit mål om klimaneutralitet.
Landene står ligeledes sammen om, at etablere den nødvendige el-infrastruktur i Nordsøen, når landenes energiøer og havvindmølleparker skal forbindes. Derved bliver infrastrukturen billigere og forsyningssikkerheden større.
Skeptiske fiskere ønsker at blive taget med på råd
Så tag fiskerne med på råd, så de bedste fiskepladser kan bevares, lyder det da også fra en lokalforeningsformand for fiskeriet.
Når der frem mod 2050 skal rejses 10 gange så meget havvind i Nordsøen, som der er i dag, har fiskerne ét meget stort ønske: De vil gerne tages med på råd, så de bedste fiskepladser kan bevares.
I en kommentar til aftalen fra i aftes, siger Alfred Fisker Hansen, der er formand i Thyborøn Havns Fiskeriforening til Folkebladet Lemvig. »Vi bliver jo presset hver gang, de sætter noget mere op på havet. Vi ville gerne, de tog os med på råd, så de vigtigste fiskepladser kan friholdes, for det har politikerne ikke været for gode til indtil nu,«
Den vestjyske fiskeriformand siger videre til avisen, »Vi ved jo godt, hvad vej det går, og der har jo også været tale om flere energiøer, men nu bliver planerne vist forceret. Derfor er det vigtigt, at vi bliver taget med på råd, så vi kan spille sammen om de nye projekter. Fiskerne vil også gerne være en del af den grønne omstilling,« lyder det fra Alfred Fisker Hansen. »I hvert fald skal vi stå fast på, at alle kabler skal spules ned i sandet, så vi kan fiske i områderne. Vi skal huske på, at 90 procent af dansk fiskeri er trawlfiskeri,« siger Alfred Fisker Hansen.