Rømø Seafood får stadig indleveret friske og kødfyldte muslinger, så muligheden for muslingeretter på nytårsbordet er stadig aktuelt for de danske forbrugere.
En overskrift på FiskerForum vakte opsigt hos Ivan Strøh Bartholdy fra Romø Seafood. DR Midt Vest havde i en artikel om muslingefiskeriets forhindringer mht. tilisning af Limfjorden pointeret, at forbrugeren godt kunne glemme de friske ferske muslinger til nytårsmiddagen. ”Vi får stadig indleveret friske og kødfyldte blåmuslinger til fabrikken, hvor vi forarbejder dem, og videresender både til det danske og tyske marked,” siger en velbeskæftiget Ivan Strøh Bartholdy.
Rømø Seafood samarbejder med to fartøjer som leverer muslinger til virksomheden. Det ene fisker i Isefjorden, og et andet leverer muslinger fra Lillebælt, hvor vinterfølgerne ikke har forsaget et muslingestop endnu.
”Vi arbejder i øjeblikket på højtryk for at følge med, så danskerne kan få blåmuslinger på nytårsbordet”, siger salgsansvarlig for det danske marked, Ivan Strøh Barthold, som sammen med Rømø Seafood kan distribuere ca. 20 tons muslinger ud på en god dag.