Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har onsdag den 24. juni rejst tiltale mod 10 personer for overtrædelse af kvotekoncentrationsreglerne. Anklagemyndigheden skriver videre, at der i sagen også er rejst tiltale mod to virksomheder.
Anklagemyndigheden skriver på deres hjemmeside, at tiltalen bygger på en forudsætning om, at kvotekoncentrationsreglerne i en lang række tilfælde er blevet omgået, så en enkelt fisker reelt har haft flere kvoter end tilladt. Det er efter anklagemyndighedens vurdering sket ved, at fiskeren har været den reelle ejer af en række selskaber, hvor stråmænd har stået som ejere.
Det er Statsadvokaten for SØIK, der har efterforsket sagen, og som nu har rejst tiltale mod både fiskeren, som anses for at være hovedmanden bag, samt ti personer og et revisionsfirma samt en advokatvirksomhed.
Per Fiig der er fungerende statsadvokat for SØIK i sagen, siger i en kommentar til anklageskriftet, »efter en omfattende efterforskning har SØIK fundet grundlag for at rejse tiltale for forhold, der bygger på en forudsætning om, at en enkelt fisker har erhvervet fiskekvoter gennem en række selskaber, der stod registeret som ejet af stråmænd, når han ikke længere selv kunne erhverve flere fiskekvoter på grund af reglerne. Det er vores vurdering, at han er den eneste, der reelt har haft med driften af selskaberne at gøre, og at direktørerne i selskaberne alene har fungeret som stråmænd.«
Sagen blev anmeldt til Nordjyllands Politi i 2017 og i 2018 overtog SØIK sagen, og der er foretaget ransagninger hos en række sigtede i sagen.
Anklagemyndigheden nedlægger i sagen påstand om bødestraf samt om konfiskation af 231.998.711,69 kroner i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, jf. § 76, stk. 1 og 4.
Desuden kræves hovedmanden frakendt retten til at drive erhvervsmæssigt fiskeri, ligesom en tiltalt advokat kræves frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed, og en tiltalt revisor kræves frakendt retten til at fungere som registreret revisor og til at udøve anden revisions-virksomhed.