Fredag den 19. februar 2021 kunne norske Hav Line endelig ånde lettet op, da de efter en årelang kamp med den norske stat, fik bevilget 10 år’s dispensation fra de stramme norske regler omkring produktionsfisk.
Hirtshals Havn der har fulgt sagen løbende, skriver på deres nyhedsside, at Hav Line har vundet striden mod den norske stat og at selskabet ser frem til at øge aktiviteten på Hirtshals Havn
Efter en lang kamp mod den norske stat om, hvorvidt såkaldt produktionsfisk skal håndteres på norsk jord, kunne rederiet Hav Line endelig ånde lettet op, da de fredag den 19. februar fik meldingen om, at slagteskibet “Norwegian Gannet” kan sejle på dispensation frem til 1. december 2030.
»Nu kan vi se fremad og udvikle den aktivitet, som Hav Line og “Norwegian Gannet” er skabt til, udtaler bestyrelsesformand ved norske Hav Line Carl-Erik Arnesen i forbindelse med Hav Lines 10 års dispensation til at hente laks i de norske laksegårde og sejle laksen direkte til verdens største lakseterminal på Hirtshals Havn.«
Den norske regerings givne dispensation medfører, at sagens officielle stridspunkt om den såkaldte produktionsfisk – dvs. fisk med synlige skader – er afsluttet, og at produktionsfisken dermed ikke skal sendes retur til Norge fra Hirtshals. Dette betyder, at et større volumen af laks i fremtiden kan udbydes på det europæiske marked.
Vækst i horisonten
Medlem af Europa Parlamentet og Vicepræsident i Europa-Parlamentets fiskeriudvalg Søren Gade (V) udtrykker sin tilfredshed med den norske regerings beslutning. På Hirtshals Havn er der heller ikke tvivl om betydningen af sagens udfald.
»Vi er naturligvis glade for at få meddelelsen om, at den norske stat har givet Hav Line dispensation i 10 år. Det giver Hav Line mulighed for at udvikle konceptet og forretningen, samtidig med at lakseopdrætsindustrien har sikkerhed for, at Hav Lines koncept fortsætter uden risiko for, at den norske regering lukker ned for den effektive transport,« siger bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn Anker Laden-Andersen.
Med afgørelsen kan Hav Line endelig få ro og sikkerhed til at tilbyde de norske lakseproducenter det unikke slagte- og transportkoncept, som slagteskibet “Norwegian Gannet” og lakseterminalen på Hirtshals Havn er kernen i. Dermed kan Hav Line udvide markedsmulighederne for norsk laks og skabe yderligere vækst i fremtiden.
»Den sikkerhed, som Hav Line nu kan give sine samarbejdspartnere, betyder, at laksevolumenerne nu helt sikkert vil komme til at stige. For Hirtshals Havn betyder sikkerheden for konceptets eksistens, at havnens position som laksehovedstaden i Nordeuropa nu bliver manifesteret. Dermed vil vi se yderligere vækst hos den samlede lakseindustri i Hirtshals,« supplerer Laden-Andersen.
To døgn hurtigere i køledisken
Med slagteskibet “Norwegian Gannet” hentes laksen direkte ved de norske laksegårde, hvorefter den udblødes og renses på turen fra Norge til Hirtshals. Til sidst sorteres og pakkes laksen på terminalen i Hirtshals, før den transporteres direkte til de europæiske markeder.
Med det innovative Hav Line koncept spares 43 timer på transporten af den ferske laks, fra den hentes i de norske laksegårde, og til den ligger i køledisken i byerne i Europa. Samtidig bidrager Hav Line konceptet til en reduktion i den samlede klimabelastning ved at overflytte laksen fra traditionel vejtransport til søtransport. Konceptet er desuden med til at øge sikkerheden på det norske vejnet, da antallet af lastbiler bliver reduceret med omkring 7.000 stk. om året.
“Norwegian Gannet” har hentet laks til Hirtshals fra Norge og Skotland, og desuden kommer der laks fra Færøerne og Island til Hirtshals. Dermed positionerer Hirtshals sig som et centralt omdrejningspunkt for laks i Nordeuropa.
Ankesag frafaldet
Parterne mødtes i 2020 i Bergen Tingrett, hvor Hav Line havde anlagt sag mod den norske stat. Dengang fastslog tingretten, at den norske stat i forsøget på at forhindre den innovative transport af laks direkte fra de norske laksegårde til Hirtshals havde udvist “grov urimelighed”.
Nogle uger efter domsafsigelsen den 15. juni 2020 fik rederiet forlænget sin midlertidige dispensation, men allerede i slutningen af august valgte staten dog at anke sagen. Ankesagen var planlagt til at starte op den 31. maj 2021, men efter afgørelsen, som det norske Fiskeri- og Sjømatsministerie har truffet, er den norske stats ankesag mod Hav Line ved domstolene frafaldet.