I kampen mod de uønskede udsmid af fisk tilbage til havet, går Norge, Sverige og Danmark nu forrest. Ved at lade forbuddet gælde allerede fra 1. januar 2013 og for hele Skagerrak, sender fiskeriministerne et kraftigt signal til EU om ligeledes at tage tilsvarende skridt til et forbud mod udsmid i det øvrige EU.
Fødevaremisnister Mette Gjerskov mødes med sine minister kollegaer i Stockholm onsdag den 23. november, hvor EU`s fiskeri kommissær Maria Damanaki møder op, som en vigtig medspiller i forbuddet, da aftalen skal godkendes i EU.
Der er stadig nogle løse ender, der skal bindes sammen, inden en aftale kan falde endeligt på plads. Ifølge Danmarks Fiskeriforenings formand Svend-Erik Andersen, er der stadig forskelle mellem de nordiske lande omkring opfattelsen af kameraovervågning. Det er Norge, som står udenfor EU og derfor ikke underlagt helt samme regler, der er lodret imod denne form for overvågning. Men Svend-Erik Andersen påpeger at kameraovervågningen helt er afgørende for en aftale, således vilkårene for fiskeriet er lige mellem landene.
Reformen af EU fiskeripolitik der sigter på et bæredygtigt fiskeri, uden overfiskeri og udsmid, skulle ifølge Mette Gjerskov gerne forbedre fiskeriets renommé samt hindre at god og nærende mad går til spilde.
Fra fiskernes side er interessen for mindsket udsmid også tilstede, men her går bekymringen mere i retning af administrationen af ordningen. Man vil gerne, hvis man ikke længere må sorterer fangsten inden landing, have en sikkerhed for en øget landingskvote, som kompensation for en reduceret indtjening, men dette skal først afstemmes med EU.