Skagen Havn har netop indgået en væsentlig kontrakt med det danske entreprenørfirma Per Aarsleff A/S om udførelse af den kommende havneudvidelse. Havneudvidelsen skal danne grundlag for vækst i Skagen, og særligt for den maritime sektor samt Skagen Havn.
Udvidelsen indebærer, at der etableres et stort nyt yderbassin med ny indsejling og i alt 600 meter ny kaj. Arbejdet med havneudvidelsen begynder fysisk medio august 2013 og planlægges færdig i primo 2015. Den nye infrastruktur og de nye havnefaciliteter, skal give mulighed for, at Skagen Havn kan tilbyde væsentligt større skibe at anløbe havnen, end det er muligt i dag.
Havnedirektør Willy Bent Hansen glæder sig over, at kontrakten er kommet på plads efter en EU prækvalificering og licitation:
”Det er et resultat af et langsigtet og strategisk arbejde på at udvikle nye forretningsområder, der vil skabe vækst og samtidig supplere havnens kerneområde i fiskeriet. Skagen Havn har gennem adskillige år arbejdet med at udvikle havnen og derigennem skabe forudsætninger for at nye forretningsområder kan opdyrkes, ”siger han og fortsætter,”Med de nye faciliteter der skabes, kan havnen i 2015 modtage krydstogtskibe på op til 330 meter. Det vil gøre Skagen væsentlig mere attraktiv som krydstogtdestination fremover. Yderligere skabes mulighed for at øge godsomsætningen på olie markant, da bl.a. større tankskibe kan anløbe havnen til den tankterminal, der ligeledes arbejdes med i denne tid. Vi forventer helt klart, at de nye faciliteter vil være med til at skabe vækst og arbejdspladser for de maritime virksomheder samt i hele lokalområdet.”
Det tekniske arbejde med detailprojektering pågår allerede, og de nye havnefaciliteter er planlagt til at være fuldt operative i starten af 2015.
Om Skagen Havn
Skagen Havn er en aktiv erhvervshavn med fiskeri, fiskeindustri, værfter og maritime servicevirksomheder.
De strategiske fokusområder er fiskeri og forarbejdning, gods og trafik, maritim serviceindustri og krydstogtturisme.
Havnen anløbes årligt af ca. 1000 fiskefartøjer, 600 handelsskibe, herunder krydstogtskibe, og håndterer en samlet godsmængde på 300.000 tons.
*Skagen Havn har i øjeblikket 40.000 m2 ledige byggemodne erhvervsarealer med direkte adgang til kaj.
*Skagen Havn havde en omsætning i 2012 på godt 27 mio. kr.
*Skagen Havn er pt. i gang med en havneudvidelse, der vil betyde en forøgelse af havnens vandarealer, nye ydermoler og kajer. *Skagen Havn har COWI som bygherrerådgivere på havneudvidelsesprojektet, der bl.a. omfatter:
*Minimum 12 meter vanddybde i indsejlingen og 11 meter ved kaj
*Indsejlingsbredde 175+ meter
*1,5 kilometer nye ydermoler
*I alt 600 meter ny kaj