Forhandlingerne om fiskekvoterne i Østersøen begynder i dag, når 27 fiskeriministre fra samtlige EU lande mødes i Luxembourg til forhandling om EU-Kommissionens oplæg omkring fiskekvoterne i Østersøen. Her foreslås det blandt andet, at den Vestlige Østersø-sild reduceres med 63 procent.
Danmarks Fiskeriforenings chefkonsulent biolog Michael Andersen finder kvoteforslaget fra EU-Kommissionen absurd. Han peger blandt andet på den politisk vedtagne forvaltningsplan, der ender op med en øgning af sildekvoten på 5 procent og ikke som det foreslås i kommissionens anbefaling, en reduktion på sildekvoten i Vestlige Østersø med 63 procent.
Endvidere tilsidesætter Kommissionen fuldstændigt det faktum, at torsken er i fremgang i dette område. Her har Kommissionen lagt op til en kvote på 7.340 tons, trods anbefalingerne fra biologerne fra ICES lød på næsten det dobbelte, nemlig 13.267 tons. Man har efter Michael Andersens bedste vurdering ikke sat kvoten til det den kan bære her.
Det positive op til disse to dages forhandlinger er efter Fiskeriforeningens chefkonsulents mening, at Kommissionen ikke har nævnt lukkeperioden denne gang og som derfor må have erkendt, at der ikke fremadrettet er biologisk belæg for en lukkeperiode i dette område. Det er positivt.
Det er Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) der repræsenterer Danmark ved forhandlingerne i Luxembourg. I Fredags fortalte hun, at det især er torske- og sildekvoterne der under disse forhandlinger har hendes fulde opmærksomhed og hun er klar til at kæmpe for en mindre reduktion af både torsk og sild i den Vestlige Østersø.
Kilde: Danmarks Fiskeriforening FiskerForum.dk