Forleden kunne en fisker ud for Fanø, sætte kasketten om i nakken og klø sig i panden, for da han røgtede sine sildegarn kom en lille rød fisk til syne blandt de andre fisk i garnet.
Det var ikke mindre end en sjældenhed der var gået i garnet, for det viste sig at den lille anderledes farvet fisk var af arten Helicolenus dactylopterus »Blåkæft«. Den endte således sine dage i sildegarnet ud for kysten af Fanø i mørk og kold dag i december.
En fiskeart, der normalt ikke fanges i Vadehavsområdet, men istedet burde befinde sig på det dybe vand ude i Atlanterhavet. De seneste år har forskningsmedarbejder og projektkoordinator ved Statens Naturhistoriske Museum, Henrik Carl modtaget flere meldinger om fangster af denne, på disse kanter, sjældne art – Blåkæft. Fangsten i det lavvandede Vadehavsområde er et lidt mystisk sted at befinde sig for en Atlantisk dybhavsfisk – det har man endnu ikke helt forklaringen på endnu – men Henrik Carl opfordre i sit opslag på facebook, at fanger man en Blåkæft i dansk farvand, så hører han meget gerne nærmere – Henrik Carl kan kontaktes på hcarl@snm.ku.dk.
Ifølge en beskrivelse af Blåkæft af Krog, C. & Carl, H. 2019 i Atlas over danske saltvandsfisk, af Statens Naturhistoriske Museum, så er kroppen på blåkæft kraftig og lettere sammentrykt samt højst lige bag hovedet. Et hoved som er stort og som måler ca. en tredjedel af fiskens totallængde. Det er forsynet med mange pigge – især på gællelågene og Blåkæften’s mundhule er karakteristisk blåsort, med en stor og kraftig mund.
Med blåkæftens røde farve, sit piggede hoved og med kun én rygfinne, der består af pigstråler fortil og
blødstråler bagtil, kan blåkæften herhjemme let kunne forveksles med familiens andre arter (stor rødfisk og lille rødfisk).
Blåkæften har tidligere været en sjælden fisk i danske farvande, og frem til og med 2017 var der kun ganske få dokumenterede fangster. Den er dog blevet regnet med til den danske fiskefauna siden midten af 1900-tallet.