Scandic Pelagic modtog i 2020 lige knap 100.000 tons sild til de danske fabrikker, hvilket ligger på samme niveau som i 2019. Silde-fabrikken kommer da også ud af 2020 med et overskud på 33 mio. kr. efter skat.
FF Koncernen betragter såvel tilførslerne som resultatet som tilfredsstillende.
»Vi har som i FF set store prisstigninger på råvaren, og det er ikke lykkedes os at få den samlede stigning ud på færdigvaremarkedet på én gang, men vi forventer, at det vil lykkes over tid. Til gengæld lykkedes det os at producere mere rogn end forventet, og den højere afsætning af rognen er årsagen til, at vi nåede det realiserede resultat,« siger bestyrelsesformand i FF Koncernen, Jens Borup.
Solgte aktiviteterne i Sverige
Scandic Pelagic solgte pr. årsskiftet aktiviteterne i Sverige til Västkust fisk. Det drejer sig om sildefabrikken på Ellös samt indfrysningsanlæggene i Västervik og på Gotland.
»Vi har som bekendt haft en del udfordringer i forhold til det politiske miljø i Sverige, og den nødvendige opbakning til fabrikkerne har også manglet – hvilket har været medvirkende årsag til de seneste års skuffende resultater. Vi har fornemmet, at den manglende opbakning fra omgivelserne i Sverige muligvis skyldes, at virksomhederne var en del af en 70 % danskejet koncern. Vores svenske medejere delte denne opfattelse, og vi besluttede derfor af strategiske årsager at adskille de danske og svenske aktiviteter. Vi har haft et særdeles godt samarbejde med Västkust Fisk SVC siden 1999, og vi ønsker Västkust Fisk held og lykke med den videre udvikling af Sweden Pelagic,« siger Jens Borup.