Det er noget bornholmske fiskere har påpeget i årevis, som nu bekræftes af ny dansk forskning på Københavns Universitet, at ikke blot æder sælerne store dele af torskebestanden i Østersøen, men sælernes tæppespredning af ekskrementer indeholdende parasitter og leverorm over havbunden, viser sig nu at komme negativt tilbage. For i naturens cyklus æder store fisk små fisk og torsken er ingen undtagelse, den spiser også de småfisk og larver der er inficeret med sælorm, hvilket på sigt gør torskene mindre kødfulde og dermed også mindre attraktive for fiskerne.
Det har ikke skortet på advarsler fra især bornholmske fiskere, der nu igennem mange år har påpeget sælernes glubske adfærd og deres massive inficering med sælorm i store dele af Østersøen. En spredning der igennem årene bare er blevet værre og værre og som har forvoldt både torsk og de bornholmske fiskere store kvaler.
Bestanden af sæler er vokset voldsomt og er nu nærmest eksploderet de senere år og flere bornholmske fiskere, har da også igennem snart mange år peget på netop torskens talrige fremmarch. Men de har også peget på hvor meget fisk og torsk en enkelt sæl årligt kan sætte til livs. Og det er vel og mærke ud af en bestand på over 40.000 sæler, hvor én enkelt sæl dagligt spiser ca. 4,5 kg fisk, hvilket bliver til en anseelig mængde fisk om året – helt nøjagtigt 65.700 tons fisk.
Men mængden af fisk er ikke det eneste fiskerne fra Østersøen slås med, for selvom de æder for en mindre formue og derudover ødelægger fiskernes garn og grejer, så spreder de talrige sæl-/lever-orm, som tangerer sælernes glubske appetit, for torsk inficeret med mange sæl-orm i leveren, vokser slet ikke så hurtigt, men de mister og reducerer istedet også udbyttet for fiskerne, da en fanget torsk med ca. 200 lever-orm, nærmest får halveret kødprocenten i forhold til torsk uden sæl-orm.
En ond cirkel – der blot bliver værre og værre
Derfor har fiskerne også sat fokus på de talrige orm, som spredes fra sæler til torsk. Sælerne har de voksne orm i maven, hvor de herfra spredes til torsken via små fisk f.eks. brisling og krebsdyr.
I torsken kan parasitlarverne optræde i så stort et antal i torskens lever, at det vækker bekymring, idet de inficerede torsk efter fiskernes mening, ofte fremstår magre og afkræftede, med et betydeligt ringere fangstresultat, med både et ringere økonomisk afkast og et betydeligt ringere mængdemæssigt resultat.
Snylterne bærer det imponerende videnskabelige navn »Contracaecum osculatum«, der trods det latinske navn ikke gør dem mindre ubehagelige og ulækre, skriver man i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet. Betænkelighederne synes nemlig ikke helt ubegrundede, eftersom en forskergruppe på Københavns Universitet nu har sat tal på sammenhængen mellem de af sælerne overførte orm og linket det direkte op på torskene.
Forskerne beskriver i en ny artikel i tidsskriftet »International Journal for Parasitology«, at de har optalt parasitter i leveren på en række Østersø-torsk og har efterfølgende registreret den mængde kød, der kunne isoleres fra fisken.
Forskerne kunne opnå et filetudbytte på omkring 41 % fra en torsk uden orm, medens kødmængden faldt kraftigt i takt med antallet af orm i leveren. I det værst sete tilfælde var udbyttet faldet til under 21 % i en torsk med mere end 200 sæl-orm i leveren. Endvidere viste det sig, at kødkvaliteten fra de stærkest inficerede torsk var stærkt forringet. For det viste sig, at mere end 84 procent af kødmassen istedet var vand, hvilket var betydeligt, i forhold til en ikke inficereret torsk, hvor vandindholdet var så langt nede som 76 procent. Det giver på bundlinjen mindre kød og betydeligt mere vand, når torsken var inficeret med sæl-orm. Ormelarverne har den kedelige påvirkning af torskens gener, at det påvirker koderne for torskens stofskifte og tilvækst. Men selvom sammenhængen ved studiet fra Københavns Universitet var meget markant, kan det ikke udelukkes at også andre faktorer kan spille ind i torskens livscyklus.