Det skriver Rasmus Prehn i et debatindlæg på Nordsøposten idag, her ovenpå en pinse, og grundlovsdag ikke at forglemme, som især stod i hensigtserklæringernes tegn, hvor Statsminister Mette Frederiksen udsendte den ene hensigtserklæring efter den anden, og bejlede kraftigt til blå blok om at nu skulle samarbejdet styrkes hen over midten i dansk politik.
Så idag melder Fiskeriministeren ud at han appellerer til sin norske ministerkollega om at være med til at genoplive det nordiske fiskerisamarbejde, nu ved vi her på redaktionen ikke om Hr Fiskeriminsteren tror at den samlede danske befolkning, og her især den del af befolkningen der beskæftiger sig med fiskeriet, lider af kollektivt hukommelsestab. Siden Rasmus Prehns tiltrædelse som fiskeriminster er dansk fiskeri kun gået en vej, og det er ned ad, og med selv samme minster som meget aktiv spiller i denne udvikling.
Rasmus Prehn fortsætter i debatindlægget på Nordsøposten “Danmark og Norge har i mange år været meget tætte samarbejdspartnere på fiskeriområdet. Desværre er EU’s aftale med Norge om fiskeri af makrel i norsk farvand udløbet. Både Nordsøen og Skagerrak binder os i dag sammen fysisk, men det åndelige broderskab i Norden har bundet Danmark og Norge sammen i generationer”.
Det kunne jo have været interessant om man fra ministeriel siden havde taget hånd om situationen inden aftalen løb ud sandet, og de danske makrelfiskere står uden adgang til norsk farvand. Samme uro var der i fjor da danske konsumfiskere ikke fik adgang til norsk farvand før langt ind i marts måned, en for danske fiskere katastrofal start på 2021, så venstrehåndsarbejde er en yndet disciplin får man klart fornemmelsen af.
Rasmus Prehn fortsætter til Nordsøposten :
“Mit inderlige håb er derfor, at vi i den skandinaviske ånd kan styrke fiskerisamarbejdet mellem Danmark og Norge på ny. Og netop af den grund har jeg i dag besøg af min norske ministerkollega Bjørnar Skjæran, hvor vi bl.a. skal besøge et par af de virksomheder på havnen, der med norske fisk skaber masser af danske arbejdspladser. Vi skal bl.a. besøge Seawell, der er specialiserede i produktionen af friske og frosne lakseprodukter, og Hav Line, der har udviklet et nyt koncept, som reducerer den ferske laks’ samlede transporttid med mere end 40 timer fra laksegård til slutdestination.”
Det er glimrende eksempler på det fornemme samarbejde, der har hersket i årtier mellem vores to broderlande. Jeg vil derfor benytte besøget til at komme med en appel til den norske fiskerminister og rejse to konkrete ønsker fra dansk side.
Lad os starte en dialog om, at Norge tillader danske fartøjer at fiske den traditionelle danske makrelkvote i norsk farvande. Og lad os mere generelt styrke samarbejdet mellem EU og Norge. Mit håb er, at vi med velvilje fra min norske kollega kan komme tættere på en nordisk løsning af makrel-problemet og finde frem til en fornuftig aftale, så danske fiskere atter får adgang til den makrel-kvote, som vi traditionelt har haft i norsk farvand.
Der er ingen grund til, at EU-uenigheder og bureaukrati sætter en stopper for almindelig sund fornuft. Og ingen har en interesse i en konflikt.
Det er meget flotte ord fra ministeren, vores fromme ønske her på FiskerForum.dk, er så blot at fiskeriministeren skulle kigge en smule indad, og selvfølgelig også ud af, for store ord og flotte hensigtserklæringer nytter ikke når man saver med en motorsav i den gren som dansk fiskeri hviler på.