Stormen medvirker til en sporadisk prisforhøjelse
Fredag formiddag besluttede Color Line at aflyse al færgetrafik til og fra Hirtshals. Ind til videre har rederiet besluttet at ligge stille fredag.
Dermed står en lang række lastvogne med fersk slagtet opdrætslaks afventende på kajerne i Norge. De europæiske producenter må påregne, at fisken ankommer med forsinkelse.
På det danske spotmarked omsættes hver fredag betydelige mængder laks og Fiskerforum har talt med producenter, som i fredag har måttet betale et pristillæg på op til 20% for at sikre tilstrækkelige mængder råvarer til mandagens produktionen.
Laksepriserne har hen over efteråret været forholdsvis lave, men god efterspørgsel op til jul har understøttet markedet og fredagens storm bevirker øjensynlig et yderligere pres på priserne.
Det forventes at færgetrafikken til Hirtshals genoptages i løbet af lørdag.
Norges vigtigste eksportmarkeder for opdrætsfisk er Frankrig, Polen, Danmark og Rusland.