Redningsmand Jonas Kjær fik den 29. november sidste år en fartbøde, da han rykkede ud til Kystredningstjenestens redningsstation i Hanstholm, der skulle »rykkes« hurtigt på en alarm om »mand overbord« i Nordsøen – Nu mener en anden betjent, at kollegaens handling med bødeblokken var så kritisabel, at han har Politi-anmeldt ham.
Tiden med at udfylde bøden for hastighedsovertrædelsen betød helt konkret, at redningsbåden C.B. Claudi blev forsinket i op til 7 vigtige minutter, før den kunne stikke til havs og deltage i redningsaktionen af den overbordfaldne mand. Det lykkedes aldrig for redningsfolkene ombord på C.B. Claudi, at finde den overbordfaldne sømand.
Minutterne i disse situationer er uhyrer vigtige, når der meldes om overbordfald, da man på denne årstid formentligt ikke har chancen for at overleve et længere tids ophold i det iskolde vand.
Blot et par minutter i koldt vand på denne årstid, gør det meget vanskeligt at svømme, eller endda blot at holde sig flydende. Hypotermi er en tilstand, der opstår, når kroppens temperatur falder under 35 °C. Dette kan ske uanset om det sker i vand eller luft. Tabet af kropsvarme resulterer i tab af fingerfærdighed, tab af bevidsthed og i sidste ende tab af liv. Hurtig hjælp er derfor yderst vigtigt og absolut nødvendigt.
Derfor går bølgerne stadig højt i sagen om redningsmanden Jonas Kjær fra Hanstholm, som i slutningen af november måned i fjor fik en fartbøde på vej til en redningsaktion i Nordsøen ud for Hanstholm, hvor netop en sømand havde overbordfald i det iskolde Nordsøen.
En erfaren politiassistent har netop anmeldt den politibetjent fra Midt- og Vestjyllands Politi, som den 29. november stoppede Jonas Kjær for at have kørt 86 km/timen i byzonen – i en situation, hvor Kystredningstjenestens redningsstation i Hanstholm havde tændt alle røde lamper, efter en alarm om »mand overbord« i Nordsøen.
Selvom politibetjenten var i sin gode ret til at udskrive en bøde i det aktuelle tilfælde, så er det mere måden det er sket på, som anklages – for istedet for en længerevarende udskrivning af bøden, kunne betjenten blot have taget et billede af redningsmandens kørekort og hans bil – det havde maksimalt taget 20 sekunder og redningsmanden kunne have fortsat sit livsvigtige forehavende – istedet tog udskrivningen med bødeblokken mellem 6 og 7 minutter – hvorved fuldstændigt vitale minutter blev sat til. Minutter som kunnet have gjort en forskel til søs og have reddet sømandens liv – måske – vi ved det ikke og finder nok heller aldrig ud af det. For sømanden var forsvundet, da endelig redningsbåden nåede frem.
Det skal have konsekvenser
Det mener anmelderen, der samtidig ønsker at sagen får en mere officiel samt principiel vurdering af, om politiet fremadrettet forventes at tilsidesætte almindelig sund fornuft og konduite ved at modarbejde redningsfolk, som er under Forsvarets kommando, som det var tilfældet i Hanstholm.
I anmeldelsen ønsker anmelderen at få belyst, om politiassistenten under hændelsen i Hanstholm agerede ulovligt eller kritisabelt. Samtidig ønsker anmelderen at få belyst hvorvidt chefpolitiinspektøren fra Midt- og Vestjyllands Politi udtalelse til medierne kort efter, »at man ingen indikationer havde på, at bødeudskrivningen havde trukket unødigt lang tid ud, også skal have konsekvenser.«
For det er stik imod den gengivelse af sagen, som flere dagblade og medier har omtalt den pågældende situation. Specielt Jonas Kjær og lederen af Redningsstationen i Hanstholm har en lidt anden opfattelse af handlingsforløbet.
Anmeldelsen blev i første omgang sendt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), men de meldte tilbage, at man efter deres vurdering, så skulle sagen istedet behandles af Midt- og Vestjyllands Politi selv.
Betjenten, der har anmeldt sagen, havde netop anmeldt sagen til DUP, for at Midt- og Vestjyllands Politi ikke selv skulle sidde og behandle en klage over dem selv – det kommer de så til nu. Det har efterfølgende fået folk på Christiansborg til at ryste på hovedet over sagen – hvor den anklagede myndighed, nu selv skal behandle en klage over sig selv.
Til Nordjyske har Venstres retsordfører, den nordjyske advokat Preben Bang Henriksen (V), tidligere udtalt i sagen, at der bør kunne gives plads til undtagelser fra færdselsloven i tilsvarende situationer.
Til avisen siger Preben Bang Henriksen (V), »Vi er så afhængige af, at hjælpen når frem og af, at der er frivillige, der vil stille op til opgaverne. Vi må skabe rum til en individuel vurdering af de her bødesager. Når en bøde kommer ind ad døren, så må redningsmanden eller hans overordnede bære den hen til politiet med den fornødne dokumentation for, at der var tale om en nødsituation, og at redningsmanden ikke bare var henne for at hente morgenbrød og rundstykker. Og med den fornødne dokumentation, så bør bøden kunne eftergives på det grundlag,« siger Preben Bang Henriksen, som vil drøfte sagen med justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Hos Midt- og Vestjyllands Politi har man ikke ønsket at udtale sig i sagen, da man ikke offentligt udtaler sig til pressen om igangværende personalesager.