PolarExpo 2024 i Ilulissat, Grønland, har igen sat fokus på ansvarligt og bæredygtigt fiskeri. Med 1911 deltagere var messen en succes og gav grobund for væsentlige samtaler om fremtiden for fiskeri og fangst i Grønland.
Det skriver Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) som har afholdt PolarExpo udstillingen i Grønland siden 2006. Her i tæt samarbejde med Avannaata Kommunia og fisker- og fangerorganisationen KNAPK
Arrangementet tiltrak både fiskere, fangere, forskere og politikere, som gennem oplæg, workshops og dialogmøder diskuterede, hvordan man bedst kan balancere ansvarlig udnyttelse af havets ressourcer med beskyttelsen af det maritime økosystem.
Et af messens højdepunkter var Sascha Schiøtt, PhD. fra Naturinstituttet, som delte sin ekspertviden om Ilulissat Isfjords unikke økosystem. Efterfølgende var der livlige diskussioner med lokale fiskere og fangere om, hvordan bæredygtigt fiskeri kan forenes med naturbeskyttelse.
Jenseraq Poulsen fra Oceans North Kalaallit Nunaat bidrog med vigtige indsigter i, hvordan samarbejdet med lokalsamfundene er afgørende for en ansvarlig fremtid for Grønlands fiskeri. PolarExpo cementerede dermed sin rolle som en central platform for videndeling og debat om bæredygtigt fiskeri i regionen.
»At opleve det store engagement, både fra talere, udstillerne og vores besøgende, er virkelig noget, der gør PolarExpo til noget helt særligt. Og messen har endnu engang været en stor succes. Det er tydeligt, at vores udstillere har lagt meget energi i deres stande. Messen har kørt præcis som planlagt, og der har været masser af liv og aktivitet på standene, hvilket vi selvfølgelig er rigtig glade for,« fortæller Else Herfort, der er projektkoordinator for PolarExpo.
Messen bød også på et velbesøgt informationsmøde om fiskeriloven, arrangeret af Departementet for Fiskeri og Fangst.
Her præsenterede Naalakkersuisoq Kim Kielsen lovmæssige opdateringer og disses indvirkning på fiskeriet. Interessen var så stor, at mødet måtte flyttes til en større sal for at rumme de mange deltagere.
Den store opbakning og engagement i samtalen om fremtidens fiskeri fra både udstillere og besøgende viser, hvor vigtigt bæredygtigt fiskeri er for fremtiden i Grønland.
PolarExpo 2024 blev ikke blot en succes i form af handler og netværksdannelse, men også som et forum for at fremme dialogen om bæredygtighed og ansvarligt fiskeri.
Fremtiden for PolarExpo i Ilulissat er sikret
AKKC har afholdt PolarExpo i Grønland hvert andet år siden 2006 – kun afbrudt af Corona. Det er dog kun anden gang, PolarExpo afholdes i Ilulissat. Men det bliver langt fra det sidste.
Palle Jerimiassen, Borgmester i Avannaata Kommunia, åbnede årets PolarExpo med blandt andet at fortælle, at der skal bygges en multihal, der kan huse større konferencer, udstillinger og messer.
Kombineret med åbningen af en lufthavn i Ililussat i 2026, er der nu mulighed for, at PolarExpo kan vokse sig endnu større i fremtiden.
»3000 borgere er beskæftiget indenfor fiskerierhvervet her i Avannaata Kommunia, og fiskeriet er vores altovervejende vigtigste erhvervsgrundlag … Der sker en god erhvervsudvikling her i Avannaata Kommunia. Som kommune ønsker vi fortsat at støtte op omkring denne gode udvikling, blandt andet ved at skabe flere muligheder som dette arrangement,« siger Palle Jerimiassen, Borgmester i Avannaata Kommunia.
I første omgang afholdes Polar Expo næste gang 6., 7. og 8. oktober 2026.