Spild fra olieboringer kan i fremtiden påvirke plankton og dermed fødekæden i langt højere grad, end man tidligere har troet.
Når havisen i Arktis smelter på grund af klimaforandringerne, står mange på spring for at udforske olieressourcerne. Men hvilken betydning får det for det arktiske økosystem, hvis der kommer olieudslip fra en boring eller et tankskib? Nye forskningsresultater fra DTU Aqua og COWI slår fast, at selv små mængder oliespild kan give større dødelighed blandt vandlopper og plankton. »Det mest overraskende ved resultaterne er, at der skal meget mindre af det giftige stof pyren fra råolie til at slå dyreplankton ihjel, end man har set i andre forsøg. Ved doser, som var 300 gange under, hvad man hidtil har set, døde halvdelen af vandloppearten Calanus glacialis, som vi undersøgte«, siger ph.d. Kirstine Toxværd. ### Mere grundige forsøg De nye forsøg, der har været grundigere end tidligere, viser, at ændringer i bestanden af vandlopper kan få konsekvenser gennem hele fødekæden. I sidste ende går det ud over fiskebestanden. Den vandloppe, som olieforureningen gik værst ud over, udnyttede sine fedtdepoter dårligere, producerede færre æg og havde en større dødelighed under overvintringen. »Myndighederne kan bruge den nye viden som vigtigt input i risikovurderingen af effekten af oliespild på de arktiske økosystemer«, udtaler professor Torkel Gissel Nielsen fra DTU Aqua. Kilde: DTU Aqua FiskerForum.dk