I perioden siden ESSI`s bygninger blev udbudt til salg, har en række virksomheder vist interesse. En enkelt har endog afgivet et købstilbud, som dog er afslået, da det lå væsentligt under udbudsprisen.
Ledere og specialister fra flere af regionens og landets største virksomheder har været forbi Tampenkaj på Esbjerg havn for at få en rundvisning og danne sig et indtryk af ESSI’s bygninger – og især beliggenheden.
Tre interesserede virksomheder har også haft tilknyttet rådgivende ingeniører, som efterfølgende har lavet beregninger på omkostninger for ombygning og tilpasninger i henhold til de pågældende virksomheders behov og ønsker.
”Det er ikke kun lokale virksomheder, der har vist interesse,” oplyser ESSI’s direktør, Ejgil Knudsen. – Også en enkelt virksomhed, der endnu ikke er etableret på Esbjerg havn, har kigget på mulighederne. Og netop nu forsøger en gruppe af virksomheder at etablere et formelt samarbejde med henblik på i fællesskab at overtage lokalerne.
Match bør være muligt
Direktør Karsten L. Jensen fra EDC Erhverv i Esbjerg, der har til opgave at sælge ejendommen, supplerer med, at der også efter hans mening har vært pæn interesse for de velbeliggende lokaler.
”De ligger jo faktisk lige i smørhullet mellem det nyetablerede Rig-Repair center og supplybådene til vindmølleparkerne på Horns Rev og desuden direkte ud til kajkant,” siger Karsten L. Jensen. ”Denne kajkant er i øvrigt lige blevet forstærket med en investering på 40 mio.kr. Så med de mange aktiviteter, der allerede er i gang, specielt med hensyn til wind-offshore, og vil komme i gang med henblik på etablering af Horns Rev 3, bør det være muligt at matche en køber til lokalerne, også selv om de er specialbygget til fiskeindustrien.”
Kilde: TripleNine
FiskerForum.com