Med henvisning til art. 15 i Rådets Forordning (EU) 2020/123 af 27. januar 2020 om fastsættelse for 2020 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fartøjer i visse farvande, åbner Fiskeristyrelsen for muligheden for deltagelse i projekt om elektronisk monitering i Kattegat.
Fra den 31. maj 2020 skal EU-fartøjer, der fisker med bundtrawl (redskabskode: OTB, OTT, OT, TBN, TBS, TB, TX og PTB) med en mindstemaskestørrelse på 70 mm, anvende et af følgende selektive redskaber:
- en sorteringsrist med højst 35 mm mellem tremmerne med en ublokeret åbning, hvor fisk kan slippe ud
- en sorteringsrist med højst 50 mm mellem tremmerne, der adskiller fladfisk og rundfisk, med en ublokeret åbning, hvor rundfisk kan slippe ud
- SELTRA-panel med en maskestørrelse på 300 mm (kvadratmaske)
- et reguleret meget selektivt redskab, hvis tekniske specifikationer ifølge den videnskabelige undersøgelse vurderet af STECF medfører, at der fanges mindre end 1,5 % torsk, hvis det er det eneste redskab, fartøjet medfører om bord.
Fartøjsejere, der tilmelder sig projektet om elektronisk overvågning og dermed forpligter sig til at få installeret elektronisk overvågningsudstyr ombord på fartøjet i løbet af 2020, vil i 2020 blive undtaget for de nye redskabskrav.
For at komme i betragtning, skal fartøjet opfylde følgende kriterier:
- Fartøjet skal have landinger af jomfruhummer fra Kattegat i 2020
- Fartøjets længde skal overalt være på 12 m eller derover
- Fartøjet skal have haft gennemsnitligt minimum 20 havdage pr. år i Kattegat i perioden 2017 til 2019
Ansøgning om deltagelse i projektet skal være indsendt til Fiskeristyrelsen senest onsdag den 25. marts 2020 kl 12.00 til licensadm@fiskeristyrelsen.dk. Ansøgningen skal indeholde oplysning om havnekendings nr.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb vil ikke blive behandlet.
Fiskeristyrelsen vil herefter meddele de berørte fartøjsejere, om deres ansøgning er imødekommet.