Danmark er bedst i verden, når det drejer sig om at fiske med god samvittighed i vores farvande, for hele 88 procent af de samlede fangster fanges både bæredygtigt, sporbart og med MSC-mærket.
Det skriver DR Nyhederne, efter en samtale med kontorchef Ole Lundberg Larsen i Danmarks Fiskeriforening PO, som slår fast, at Danmark er helt i top med miljømærker på fisk.
Det er den uafhængige organisation Marine Stewardship Council (MSC) lille blå miljømærke, der blev grundlagt tilbage i 1997, da de to globale organisationer, WWF og Unilever gik sammen om at løse problemet med bæredygtige fisk og skaldyr, der ligger til grund for Danmarks fornemme placering på verdensplan.
Det lille blå MSC-mærke for bæredygtigt fiskeri bliver uddelt af MSC, og gives kun i de tilfælde en bestand fiskes bæredygtigt, sporbart og uden at blive overfisket.
Det er således ikke et helt ringe skulderklap dansk fiskeri får med på vejen her, at vi er de bedste i verden til at fange fiskene på den mest bæredygtige måde.
Statistikken siger ellers, at kun 12 procent af alle fiskefangster på verdensplan har opnået det eftertragtede miljømærke med den lille fisk, for et bæredygtigt fiskeri. Hvorimod Danmark topper listen med hele 88 procent af de samlede fangster og derfor velfortjent får det lille blå stempel.
I følge Ole Lundberg Larsen fra DFPO, der overfor DR Nyhederne forklarer, at dette skyldes en helt bevidst strategi i hele fiskerierhvervet siden 2009. Så selvom man i disse dage på FN´s Hav-konference i New York sætter mål for at hæve andelen af det certificerede fiskeri på verdensplan til 20 procent, forklarer Ole Lundberg Larsen DFPO, at vi i Danmark snare nærmer os de 90 procent og med tankerne tilbage til 2009, hvor målsætningen var at alt fiskeri så vidt muligt skulle MSC-certificeres, går der nok ikke mange år før Danmark, som noget helt enestående i verden, når 100 procent.
MSC er en international certificeringsordning, der er blevet til i samarbejde med fiskerier, fiskeindustrien, forskere, natur- og miljøorganisationer og offentligheden, på at gøre markedet for fisk og skaldyr over hele verden bæredygtigt. For at få mærket, skal man blandt andet dokumentere, at fiskebestandene ikke er i fare for at blive overfisket, og at der ikke sker bifangster af hvaler, skildpadder eller havfugle. Desuden skal forvaltningen af fiskebestandene også være i orden. MSC Missionen er at bruge miljømærkningen og fiskericertificeringsprogrammet til at bidrage til verdenshavenes sundhed, ved at anerkende og belønne bæredygtige fiskeriprincipper, påvirke folks valg når de køber fisk og skaldyr.