Et godt samarbejde mellem fisker, Bo Kjeldgaard, Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og TMP Hydraulik har medført en nyudviklet kombineret ruse- og garnhaler på Bo Kjeldgaards jolle.
Det tunge løft, når ruser og garn hales ombord i en jolle fik fiskeren Bo Kjeldgaard fra Jegindø til at kontakte Henrik Amdisen fra Hanstholm Fiskeriforening og Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, for at høre om der kunne findes en løsning, der reducerede de tunge løft. Fiskeriets Arbejdsmiljøråd lavede en markedsundersøgelse, og kom i samarbejde med Bo Kjeldgaard frem til en prototyp, som TMP Hydralik fra Thy fik til opgave at fremstille.
Den nye ruse- og garnhaler blev installeret på Bo’s nybyggede jolle i sommers, og efter godt fiskeri af sorthummer kan Bo nu konstatere at nyudviklingen fungerer efter hensigten. ”Rusehaleren kan være lidt hårdere ved ruserne, men det er lettere at arbejde med, når det hele kommer over rullen. Tidligere skulle jeg hive rusen ind med hænderne. Der kan nemt være 150 kg. i en bagende. Jeg syntes, jeg havde alt for meget at løfte på, og det er jo bedre at forebygge skader end at helbrede dem, siger Bo Kjeldgaard i artiklen på f-a.dk og tilføjer, at mange kan få glæde af den kombinerede ophaler fremover.
Flemming Nygaard Christensen, formand for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd fremhæver det gode samarbejde og den gode dialog, og opfordre andre med nye arbejdsmiljø- og sikkerhedsrelaterede ideer til at tage kontakt til Fiskeriets Arbejdsmiljø hurtigst muligt, så de kan komme på banen og bidrage til løsningsforslag.
Kombi-ophaleren vejer omkring 145 kg, og Bo Kjeldgaards eksemplar koster omkring 55.000 kr.