Nyt projekt skal øge samarbejde og innovation i fiskerisektoren. Målet med projektet er at etablere dynamiske samarbejder på tværs af fiskerisektoren.
Danske Havne har fået tilsagn fra NaturErhvervstyrelsen om støttemidler fra den Europæiske Fiskerifond. Midlerne skal bruges til et større analyse- og innovationsprojekt i fiskerisektoren. Projektet skal være med til at videreudvikle fiskerisektorens internationale konkurrencekraft og evne til skabe værdi lokalt og regionalt.
Repræsentanter fra fiskerihavne, fiskeri, forarbejdningsindustri, fiskehandlere og serviceerhverv skal deltage i projektet. Ved at øge samarbejdet i såkaldte fiskeriklynger skabes der værdi for alle parter. Gevinsten er økonomisk vækst og forretningsudvikling.
Fisk fra danske fiskerihavne får en stadig højere kvalitet og derfor også bedre salgspriser. Det er resultatet af en aktiv strategi for investering i de store fiskerihavne og af støtte fra det danske program for fiskeriudvikling.
Den strategi skal en samlet fiskerisektor samarbejde om at fastholde og udbygge i de kommende år. Derved sikrer vi en økonomisk udvikling i fiskerisektoren og et øget europæisk kendskab til danske kvalitetsfisk. Projektet laves i samarbejde med Gemba Seafood Consulting og forventes påbegyndt i november 2011.