Det skriver Nordsøen Forskerpark i en pressemeddelelse, under overskriften »Nyt nationalt partnerskab skal styrke fiskerierhvervet.«
Danish Seafood Association, Nordjysk FødevareErhverv og Nordsøen Forskerpark står bag et nyt partnerskab med fokus på fiskeri- og akvakultursektoren
De tre er initiativtagerne til et nyt partnerskab i fiskesektoren. Målet med Seafood Partnership er at fremme fiskerierhvervets interesser gennem en faglig brancheplatform, der blandt andet skal styrke den faglige stemme, som er nødvendig for den samlede fiskesektoren i Danmark: »Særlig yderkommunerne i Danmark kan noget helt unikt inden for fiskeri og akvakultur. Det vil vi bruge som løftestang for dels at sikre fiskesektorens stemme generelt og dels at skabe et nødvendigt fokus i den nye erhvervsfremmestruktur,« forklarer Eva Nautrup, som er direktør hos Nordjysk FødevareErhverv.
Udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren
Fordelene ved det nye partnerskab på tværs af fiskeri- og akvakultursektoren er mange. Blandt andet kan samarbejdet være med til at sikre en fortsat udvikling af et vigtigt dansk erhvervsområde: »Fiskeri og akvakultur udgør et helt centralt erhvervsområde for Danmark med en samlet årlig omsætning på 33,2 milliarder kroner. Danmark regnes for at være i den globale elite, når det gælder fisk og akvakultur, og i 2018 blev der eksporteret for mere end 26 milliarder kroner fisk og skaldyr. Det er en forretning, der gennem årene har skabt indtægter, nye virksomheder, vækst og arbejdspladser – og som vi fortsat vil sikre en positiv udvikling af med Seafood Partnership,« forklarer direktør ved Danish Seafood Association, Poul Melgaard Jensen.
De tre initiativtagere til partnerskabet er enige om, at det handler om at fokusere på fiskesektorens store betydning og potentiale, som netop har været byggestenene for samarbejdet: »Mere end 20 procent af fødevarerelaterede erhvervsaktiviteter og eksport stammer fra fisk- og akvakultur, hvilket svarer til omkring 16.000 direkte, indirekte og inducerede jobs. Faktisk udgør fødevarevirksomheder hele 6,5 procent af det samlede antal arbejdspladser i Danmark. I Nordjylland, hvor en stor del af fiskesektoren hører hjemme er andelen særligt høj,« fortæller Karl Henrik Laursen, som er direktør i Nordsøen Forskerpark, og fortsætter: »Derfor skal vi også sikre, at fiskeerhvervet får den berettigede indflydelse, og at sektoren har mulighed for at skabe den vækst og de arbejdspladser, der er potentiale for. Det er vores overordnede mål med samarbejdet i partnerskabet.«
Ditte F. Nielsen, Formand for Nordjysk FødevareErhverv, udtaler: »Forståelse og involvering af alle fiskeerhvervets interessenter er vital for udvikling i branchen, og Seafood Partnership bliver den vigtige samlende platform, der skal udvikle fremtidens fiskeerhverv samt skabe vækst og arbejdspladser lokalt og i øjenhøjde med virksomhederne. Partnerskabet skal medvirke til at sikre et styrket Vandkantsdanmark.«
Flere af branchens store aktører og virksomheder såsom DTU Aqua, Danske Havne, Teknologisk Institut og Sæby Fiskeindustri har allerede tegnet sig som støtter af partnerskabet.
Stærk faglig platform
Det vigtigst formål med Seafood Partnerskab er at skabe en stærk faglig platform, der styrker fiskeerhvervets stemme i den nye erhvervsfremmestruktur – både i relation til klynger og innovationsnetværk. Derudover skal platformen være med til at skabe ny viden og videndele til gavn for hele branchen. I oktober afholdes en workshop, hvor fokusset bliver at samle konkret input til fremtidige aktiviteter og projekter.
Om Danish Seafood Association
DSA blev stiftet i 2009 ved en fusion mellem Dansk Fisk i Dansk Industri og Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, og foreningen har i dag 112 medlemmer aktive med handel og produktion af fisk og skaldyr. Dansk fiskeindustri eksporterer for 26 mia. kr. til mere end 115 lande verden over og importerer omkring 65 pct. af sine råvarer via import. Foreningens politiske ledelse varetages af en 11 mand stor bestyrelse, hvor de vigtigste branchegrupper er repræsenteret. Peter Bamberger, Vendsyssel Seafood, er formand, og den daglige ledelse varetages af foreningens direktør, Poul Melgaard Jensen, og sekretariatet er hjemhørende på Axelborg i København, hvor de øvrige danske fiskeorganisationer ligeledes har kontor.
Om Nordjysk FødevareErhverv
Nordjysk FødevareErhverv er Region Nordjyllands store og samlende fødevaresatsning. Initiativet blev igangsat i 2013 af Vækstforum Nordjylland under Region Nordjylland og overgik i 2015 til at blive en selvstændig forening, som har en stærkt virksomhedsrepræsenteret bestyrelse og en god repræsentation af videns- og brancheinstitutioner. Foreningen tæller i dag over 50 medlemsvirksomheder inden for fødevare- og fiskeerhvervet. Læs mere om Nordjysk FødevareErhverv på www.njfe.dk.
Om Nordsøen Forskerpark
Nordsøen Forskerpark er en erhvervsdrivende fond. Nordsøen Forskerpark har til formål at skabe fysiske rammer for forskning, udvikling, rådgivning og formidling indenfor emner med relation til hav og fisk. Nordsøen Forskerpark beskæftiger sig også med fødevarerelaterede projekter. Rammerne omfatter kontorer, laboratorier, opdrætshaller og én af verdens største prøvetanke for fiskeredskaber. En af de unikke faciliteter er en saltvandsforsyning direkte fra havet uden for Hirtshals. Nordsøen Forskerpark huser en række af de vigtigste private og offentlige aktører inden for fiskeri og akvakultur, herunder især DTU Aqua og er mødested for fiskefolk fra ind- og udland.