Forordningen om nye tekniske foranstaltninger i EU for fiskeriet er blevet offentliggjort den 25. juli, og reglerne træder i kraft den 14. august 2019.
De tekniske foranstaltninger fastsætter, hvordan, hvor og hvornår fiskerne må fiske hvilke arter. De nye regler gælder for EU-fartøjer samt tredjelandsfartøjer, der fisker i EU-farvande. Derudover inkluderes en række foranstaltninger for fiskeriet i NEAFC-reguleringsområdet. Forordningen samler de tekniske foranstaltninger for fiskeriet i Østersøen, Nordsøen, Skagerrak/Kattegat m.fl.
Forordningen om de tekniske foranstaltninger omfatter bl.a.:
- Bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser
- Visse specifikationer for udformning og anvendelse af redskaber
- Mindstemål for maskestørrelser
- Lukkede områder
- Krav til selektive redskaber, som begrænser uønskede fangster
- Tiltag til begrænsning af uønskede fangster
- Foranstaltninger til at mindske fiskeriets indvirkning på havøkosystemet og havmiljøet
- Bifangstbestemmelser
Baggrunden for de nye tekniske foranstaltninger
De tekniske foranstaltninger er ændret med henblik på en tilpasning til målsætningerne i EU’s fælles fiskeripolitik, herunder særligt landingsforpligtelsen samt muligheden for at tilpasse de tekniske foranstaltninger til de enkelte farvandsområders særlige forhold.
Derudover ophæves forordning (EU) 812/2004 om hvaler, og visse af reglerne implementeres i de tekniske foranstaltninger. Ligeledes introduceres foranstaltninger vedrørende følsomme marine arter, bl.a. havfugle.
Håndtering af landingsforpligtelsen
For at tilpasse de tekniske regler til landingsforpligtelsen har den nye forordning et større fokus på, hvad der fiskes, frem for hvordan der fiskes. Det betyder f.eks., at de tidligere meget detaljerede fangstsammensætningsregler (%fangst af målart/maskestørrelse) overordnet er væk.
I stedet fastsættes en grund-maskestørrelse for hvert enkelt farvand. Disse er fastsat i regionale bilag til forordningen. Reglerne for Nordsøen, samt Skagerrak/Kattegat findes i forordningens bilag V. Reglerne for Østersøen findes i forordningens bilag VIII. For Nordsøen er grund-maskestørrelsen minimum 120 mm, mens den for Skagerrak/Kattegat er minimum 90 mm, med en række betingelser.
Udover denne grund-maskestørrelse kan der bruges en mindre maskestørrelse i en række fiskerier, hvis den definerede bifangstprocent for visse arter (Nordsøen/Skagerrak/Kattegat: 20% torsk, kuller og mørksej / Østersøen: 10% torsk) ikke overskrides. De mindre maskestørrelser er f.eks. relevante i fiskeriet efter pelagiske og industrielle arter, samt i fiskeriet efter rejer. Landingsforpligtelsen går dog forud for disse fangstprocenter. Det vil sige, at såfremt fangstprocenterne overskrides, så skal fangsterne fortsat landes og afskrives på kvoterne.
Forordningen giver desuden hjemmel til at suspendere eller inddrage fiskeritilladelser, såfremt bifangstprocenterne ved brug af mindre maskestørrelser, end grund-maskestørrelse,
overskrides.
Specifikke ændringer
Bestemmelserne i de regionale bilag kan ændres, suppleres eller fraviges på baggrund af en regional fælles henstilling, såfremt videnskabelig dokumentation understøtter dette.
Derudover er en række tekniske specifikationer taget ud af forordningen. Disse meget detaljerede regler forventes senere i efteråret 2019 fastsat via gennemførelsesretsakter i en komitéprocedure.
Visse regler i forordningen gælder også det rekreative fiskeri, herunder forbydes undervandsjagt med iltflasker hele døgnet, og uden iltflasker fra solnedgang til solopgang. Undervandsjagt er derved kun tilladt uden iltflasker fra solopgang til solnedgang.
Derudover udfases pulstrawl frem mod 30. juni 2021.
I forordningen flyttes en række regler, der vurderes at være kontrolregler, herunder regler vedrørende forarbejdning om bord og pelagisk fiskeri, til kontrolforordningen, forordning (EF) 1224/2009.
Fiskeristyrelsen vil løbende opdatere og informere om de nye regler, herunder Kommissionens kommende forslag til gennemførelsesregler, som forventes fremsat i september, for så vidt angår tekniske specifikationer, bl.a. visse redskabskonstruktioner etc.
I takt med at Fiskeristyrelsen modtager spørgsmål vil der blive udbygget en spørgsmål/svar sektion her på siden.
Yderligere oplysninger