Det skal simpelthen være lettere for norske fiskere, at købe fiskefartøjer ved de norske værfter. Det var den opmuntrende udmelding på »Fiskebåt Vest« årsmøde i sidste uge, fra Wenche Nistad, direktør for Garantiinstituttet for eksportkreditt (GIEK) i Norge.
Det vil derfor være noget lettere for fiskerne i fremtiden, at få bygget norske fiskebåde i Norge. Allerede fra næste år sættes der nemlig 10 milliarder kroner af i en offentlig norsk garantiordning.
GIEK direktør Wenche Nistad præsenterede et yderst velkomment og positivt signal for de delegerede på Fiskebåt (Havfiskeflådens Organisation) årsmøde. Hun præciserede, at der med den nye ordning, ikke er tale om en støtteordning, men en garantiordning.
Tidligere har ordningen været brugt til at yde garantier til nybygninger der udelukkende opererede internationalt, såsom krydstogtskibe og offshorefartøjer. Men med det nye arrangement, der træder i kraft fra årsskiftet 2018, tester man nu denne nye garantiordning, for både der også opererer i norsk farvand, af i en tre-årig periode.
Garantiordningen GIEK gør det samtidigt nemmere for fiskerne, at få bygget nye fartøjer på norske værfter, påpeger Nistad videre, og forklarer at selve finansieringen fortsat skal ske gennem bankerne eller andre investorer. Men med den offentlige garanti fra GIEK (Garantiinstituttet for Eksportkredit) i ryggen, hvor GIEK garanterer op til 70 procent af finansieringen, vil dette gøre det noget nemmere at få bankfolk til at godkende fiskernes fremtidige investeringer i nye fartøjer ved de norske værfter.