For første gang nogensinde er Europas største ferskvandsfisk, belugastøren Husu huso, fanget i Danmark. Den opsigtsvækkende fisk blev fanget i garn på 18 meters dybde ud for Langelands østkyst den 7. december af skipper Klaus F. Nielsen, Spodsbjerg. I første omgang blev den 148 cm lange og 20 kg tunge midlertidigt opbevaret i et bassin ombord på skibet.
I første omgang blev den 148 cm lange og 20 kg tunge midlertidigt opbevaret i et bassin ombord på skibet.
Fiskerikontrollør Kim Nielsen fra Fredericia blev kontaktet, og efter at have konfereret med Peter Rask Møller fra Zoologisk Museum blev fisken fotograferet og genudsat. Ud fra billederne kunne det konstateres, at den fotograferede fisk ikke var en af de to oprindelige arter fra danske farvande (europæisk stør, Acipenser sturio og vestatlantisk stør, A. oxyrinchus). Med hjælp fra Dr. Jörn Geßner fra det internationale “Society to Save the Sturgeon” kunne det fastslås, at der var tale om en ny art for Danmark, nemlig belugastøren. Den er bl.a. kendetegnet ved at skægtrådene under snuden er frynsede, og munden er meget bred.
Med en maksimalstørrelse på 3.200 kg og 8 m er belugastøren den største størart og samtidig den største europæiske ferskvandsfisk. Det er samtidig den størart, der giver den mest værdifulde kaviar, og den er derfor opført som verdens dyreste fisk i Guinness rekordbog. Der vil dog gå mange år før fisken fra Langelandsbæltet bliver kønsmoden, idet den skal være ca. 15 år gammel før den trækker op i en flod for at yngle.
Ligesom den meget omtalte sortmundede kutling, hører belugastøren hjemme i Sortehavet og Det Kaspiske Hav, hvor den er kritisk truet og nu kun yngler i ca. seks floder – bl.a. Volga og Donau. Langt hovedparten af ynglen stammer fra opdræt, hvor man kunstigt opdrætter størene med henblik på bestandsstøtte og akvakultur. Der er for nylig fanget to eksemplarer i Kielbugten, og det er nærliggende at tro, at disse fisk (samt den danske) stammer fra et østeuropæisk opdræt. Der er givet tilladelse til udsætning af arten i to danske put-and-take søer, men disse udsætninger er endnu ikke ført ud i livet.
Oplysninger om fangster af stører i danske farvande bedes sendt til Peter Rask Møller, Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, 2100 Kbh. Ø, tlf. 20 11 66 43, e-mail: pdrmoller@snm.ku.dk.
Fangeren vil efterfølgende modtage et certifikat fra “Society to Save the Sturgeon” samt en mindre dusør. Hvis vi engang i fremtiden skal have størbestande i Østersøen og Nordsøen, er det vigtigt, at man genudsætter størerne, der er totalfredede. Det er dog tilladt af tage et foto og tjekke for eventuelle mærker først, så den kan efterfølgende kan artsbestemmes af en ekspert.