Ekspertisen og knowhowet ved det vestjyske værft i Hvide Sande, er indiskutabelt og kendt viden om, derfor står Vestværftet da også for tiden med lidt af et luksusproblem, da der er flere ordrede fartøjer i bogen, hvoraf flere gerne ser en tidligere levering.
Værftsdirektør Ove Kristensen erkender da også overfor FiskerForum, at ind imellem er der forespørgsler, der udmønter sig i ordre, hvor Vestværftet som designer og beregner, får fremstillet skroget, for derefter at sejle det til aptering og udrustning et andet sted, uden fartøjet kommer i havn i Hvide Sande.
Det er også tilfældet med den netop underskrevne kontrakt med David & Niall Kirwan fra Irland, hvor Vestværftet forestår ingeniør- og beregningsarbejdet på en 25,60 meter lang og 7,56 meter bred hummertrawler og sørger for stabilitetsprøver samt myndighedsgodkendelser m.m. i forbindelse med designet og leveringen af skroget, som forventes i første kvartal 2015.
”Vi har et fortræffeligt samarbejde med Mooney Boatyard i Killybegs, på den irske nordvestkyst, som har specialiseret sig i ombygnings- og renoveringsarbejder på primært fiskefartøjer, men som også forestår aptering og installationer af spil, kraner samt hydraulik og køle- og fryseanlæg m.m. på nybygninger,” fortæller Ove Kristensen videre. ”For tiden får vi bygget et 24 meter skrog i Riga, ligeledes til en irsk hummerfisker, der forventes færdig til levering om ca. en måned til aptering og udrustning. Det er til en skipper vi tidligere har bygget 2 fartøjer for, så vi har erfaring med det irske marked.”
Ordren på brødrene Kirwans fartøj, er så ny at det endnu ikke er bestemt hvilket værft, der skal bygge skroget, men det bliver højst sandsynligt et østeuropæisk værft, oplyser en tilfreds værftsejer til FiskerForum.