Den nordjyske virksomhed, der er en af verdens førende i branchen for fiskemel og fiskeolie, har valgt Johannes Palsson med bred international erfaring som ny administrerende direktør.
FF Skagen A/S får ny administrerende direktør. Det er islændingen Johannes Palsson, der kommer fra stillingen som direktør ved Norway Seafoods Group AS i Oslo. Han er civilingeniør fra Aalborg Universitet.
Johannes Palsson er 54 år og kommer til FF med et solidt kendskab til branchen for fiskemel- og fiskeolie. Han har desuden en alsidig, global indsigt i markedet for fisk og fiskeprodukter med erfaring som direktør i flere internationale virksomheder og med særlig fokus på udvikling, produktion, resultatstyring og salg.
Om valget af Johannes Palsson siger formanden for FF Skagen A/S, Jens Borup, Vi glæder os over at have fundet en direktør med en baggrund, der matcher de værdier og den internationale erfaring, der samtidig er FF’s profil. Vi glæder os til samarbejdet og ikke mindst med fokus på den udvikling, som vi løbende er i gang med.
Koncernchef i Norway Seafoods, Thomas Farstad, siger om Johannes Palsson,
Han har udført et stort job hos os i mere end fem år gennem sit arbejde med virksomheder i Norge, Danmark og Frankrig. Johannes Palsson har gennemført omfattende ændringer med en optimistisk indstilling i kombination med gode strategiske evner til hele tiden at se nye muligheder for forbedringer.
Johannes Palsson er gift med cand. merc. Elisabeth Benediktsdottir, der er adjunkt ved UCN Aalborg. De har tre voksne børn.