Selvom Hirtshals Havnefond siden sin opstart har opnået flotte milepæle, har fondens bestyrelsesformand Jens Peter Lunden nu valgt at trække sig fra posten og lade nye kræfter komme til.
– Siden Hirtshals Havnefonds opstart har der været et tæt samarbejde fonden og Hirtshals Havn imellem for at udvikle erhvervslivet i Hirtshals – bl.a. i forbindelse med opstillingen af 4 vindmøller på østhavnen. Fra havnens side kan vi kun være ydmyge over for det stykke arbejde, som Jens Peter Lunden sammen med fonden har udført – og det vil vi gerne takke for, lyder det fra Anker Laden-Andersen, formand for Hirtshals Havns bestyrelse.
Det er fire Vestas V136 på 4,2 MW vindmøller, der er opstillet på østhavnen i Hirtshals.
Hirtshals Havnefond konstituerer sig på ny
Som erstatning for Lunden har Hirtshals Havn udpeget tidligere områdedirektør hos Jyske Bank Tom Frandsen. Bestyrelsen, der foruden Tom Frandsen består af Claus Roden Jensen og Per Christensen, har allerede konstitueret sig med Frandsen som ny bestyrelsesformand, og formandsskiftet har fundet sted.
De fire vindmøller på Hirtshals Havn blev sat i drift i december 2019, og allerede 1 måned efter idriftsættelsen viste de første positive indikationer Hirtshals som en el-positiv energiby, idet der var sendt mere el ud på det øvrige elnet, end der blev brugt i selve Hirtshals by.
Hirtshals Havnefond administreres og ledes af en fondsbestyrelse, der består af lokale erhvervsfolk, som iht. fondens vedtægter udpeges af Hirtshals Havn og Hirtshals Service Group, hvor sidstnævnte er en sammenslutning af maritime servicevirksomheder på Hirtshals Havn, der repræsenterer 47 virksomheder og deres interesser i driften og udviklingen af havnen og dens serviceklynge.