Det er ikke alle, der holder sommerferie. I Thyborøn og Hanstholm har fiskemelsfabrikkerne fuld damp under kedlerne.
”Fabrikken kører, når der er behov”, sådan lyder det fra adm. direktør Chr. Bisgaard, TripleNine FishProtein AmbA i Thyborøn, som en kommentar til spørgsmålet, om fabrikken ikke har lukket ned i sommerperioden.
Og den taktik synes at give god mening. For indenfor en uge lander tre norske fartøjer tilsammen ca. 4.290 tons lodde til videreforarbejdning ved fabrikken i Thyborøn.
På tilsvarende vis, arbejdes der også ved Hafimeal i Hanstholm, hvor to norske fartøjer tilsammen lander 2800 tons.
Lodden fanges i øjeblikket langt mod nord i Grønlandshavet, 4-5 dages sejlads fra Danmark. Dermed har fartøjerne også en betydelig omkostning til brændstof inden de anløber dansk havn. Men industrifiskepriserne ligger på et forholdsvis højt niveau, og er stærkt medvirkende til, at gøre det attraktivt at sejle den lange vej.
De fem norske fartøjer, som denne uge leverer fisk i Danmark er: ”Trøndebas”, ”Østerbris” & ”Norderveg”, som alle anløber Thyborøn. ”Talbor” og ”Hardhaus” leverer i Hanstholm.