Et enkelt havdambrug vil næppe påvirke miljø eller fiskebestande synderligt, mener formanden for Bornholms- og Christiansøs Fiskeriforening Thomas Thomsen.
Et planlagt havdambrug ved Nexø har fået enkelte til at frygte for forurening – med iltsvind og fiskedød som følge. Men formanden for de bornholmske erhvervsfiskere mener ikke, at et enkelt havdambrug vil have negative følger. Begrænset forurening Han citeres af TV 2 Bornholm for at sige, at havdambruget ved Nexø kun vil forurene begrænset, for det ligger på dybt vand og et sted, hvor vandet er i bevægelse: – Så i det omfang man ikke planlægger 10-20 havdambrug i vandet derude, så ser jeg det ikke som et problem. Desuden findes der stort set ikke den fødevareproduktion, der ikke forurener blot en lille smule. Problemet er ikke stort, når et havbrug placeres som ved Nexø, men mere når det placeres i indre danske farvande og i fjorde, siger Thomas Thomsen til TV 2 Bornholm. Kan få negativ effekt I fiskerikredse har der længe været bekymring for, at tilladelser til flere havdambrug vil have negativ effekt for fiskeriet – også selv om man samtidig etablerer kvælstofkompenserende aktiviteter såsom muslinge- og tangproduktion Fiskere frygter, at havbrugene etableres ét sted og de kompenserende tiltag et andet sted, hvorved der lokalt alligevel kan ske større kvælstofudledning. Denne bekymring deles af Danmarks Fiskeriforening. TV 2 Bornholm