EU har nu søsat sin nye “nul-tolerance”-ordning mod ulovligt fiskeri.
Ordningen garanterer sporbarhed gennem hele forsyningskæden fra det tidspunkt, hvor fisken fanges, til den når frem til forbrugeren. Ordningen gør det let at finde frem til synderen, når der er mistanke om ulovligt fiskeri. Der indføres rutinemæssig kontrol af data og lige vilkår for fiskere i alle medlemslandene. Ordningen skal sikre bæredygtigt fiskeri i EU samt at forbrugerne kan føle sig sikre på, at den fisk, de køber, er fisket på lovlig vis.
Nu, hvor EU’s ordning for fiskerikontrol er blevet fuldt operationel, vil det blive meget vanskeligere for fiskerne at drive ulovligt fiskeri. Efter vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelser for kontrol i hele forsyningskæden (“fra net til bord”) råder EU over midler til at bryde med fortiden og etablere en ægte overholdelseskultur for at stoppe overfiskeri og bidrage til at gøre fiskeriet i EU virkelig bæredygtigt. Medlemsstaterne kan afsløre overtrædelser på ethvert led af forsyningskæden og spore dem tilbage til den skyldige. Inspektioner vil blive gennemført på samme måde i hele EU. Data indsamles og krydstjekkes elektronisk. Så snart varen er nået frem til disken, vil forbrugeren vide, at den er blevet fanget på lovlig vis. Hvis en fisker overtræder loven, vil han kunne idømmes de samme strenge sanktioner, uanset hvor han er, og uanset hans nationalitet. Og hvis en fisker gentagne gange gribes i ulovligt fiskeri, vil han takket være et nyt pointsystem i sidste ende miste sin licens.
“Hvis vi ikke kan håndhæve vore egne regler, vil det underminere den fælles fiskeripolitiks troværdighed, uanset hvor sund denne politik måtte være. Vi råder nu over et omfattende kontrol- og håndhævelsessystem, og jeg forventer, at overholdelsen af EU’s fiskeribestemmelser fremover vil blive forbedret. Vi kan ikke mere tillade, at selv en lille minoritet af fiskere ignorerer disse bestemmelser og slipper godt fra det. Det er unfair og underminerer bevarelsesindsatsen; det forvrider markederne med urimelig konkurrence; det straffer lovlydige fiskere og kvæler overholdelsesånden; og allervigtigst så ødelægger det også fiskebestandene”, sagde Maria Damanaki, kommissær med ansvar for fiskeri og maritime anliggender.
Vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelser var nødvendig for, at kontrolforordningen fra 2010 kan anvendes fuldt ud.
De nye regler:
– sikrer kontrol “fra net til bord” og omfatter alle led af forsyningskæden; inspektører kan ved hjælp af sporbarhedssystemet afsløre overtrædelser i ethvert led af kæden
– omfatter konkrete ordninger, der sikrer ensartede vilkår for fiskere, andre erhvervsdrivende og medlemsstaterne. Sanktionerne er blevet harmoniseret, og et nyt pointsystem garanterer, at alvorlige overtrædelser får ensartede konsekvenser i alle medlemsstater
– medfører store forenklinger, da alle gældende bestemmelser vedrørende EU’s fiskerikontrol, der tidligere var spredt ud på mange forskellige instrumenter, nu er samlet i en enkelt tekst
– generaliserer brugen af nye teknologier, der både reducerer de administrative omkostninger for erhvervsdrivende og myndigheder og gør datakontrol langt nemmere og dermed øger effektiviteten.
Den nye forordning fastlægger også de ordninger, som Kommissionen kan benytte til at sikre, at medlemsstaterne overholder reglerne: udvidede beføjelser til kontrol, uafhængig inspektion og revision, administrative forespørgsler, suspension eller tilbagetrækning af EU’s midler og nedsættelse af kvoter og fiskeindsats, hvis en medlemsstats kontrolsystem synes at være ineffektivt.
Med henblik på at lette gennemførelsen vil Kommissionen yde finansiel støtte til medlemsstaterne ved at medfinansiere visse typer projekter og navnlig dem, der lægger vægt på nye teknologier.
Baggrund
Fiskeribestemmelser og kontrolsystemer vedtages på EU-plan, men iværksættes og gennemføres af de nationale myndigheder og inspektører fra EU’s medlemsstater.
Den netop vedtagne gennemførelsesforordning afslutter en omfattende reform af EU’s fiskerikontrolpolitik, der blev startet i 2008. Det nye system hviler på tre søjler: en forordning om ulovligt fiskeri, der skal sikre, at alle fiskevarer, der afsættes til eller fra EU, fuldt ud overholder alle bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger; en forordning om fisketilladelser, der fastlægger rammerne for udstedelse af licenser for EU-fiskeres fiskeri uden for EU-farvande og tredjelandsfiskeres fiskeri i EU-farvande; og selve kontrolforordningen, der fastlægger helt nye lovgivningsrammer for kontrol og håndhævelse af den fælles fiskeripolitik.