Fiskekasser kan nu bestilles ved hjælp af en ny gratis App hos Fiskernes Kasseudlejning i Hirtshals. Så da man tirsdag den 2. juli satte Danmarks mest moderne kassevaskeri i drift efter en total investering på 28 mio. kr., lå der ligeledes i venteposition, en gratis App, som nu kan hentes både i App Store og hos Google Play.
Søg blot efter Pack & Sea-fiskermen og download derefter Appen. Nemmere kan det næste ikke blive og gør du det på vejen ind til havnen, kan du i ro og mag sidde i styrhuset og bestille det antal kasser der passer dig, på enten din mobiltelefon, tablet eller din pc´er.
Det nye nordjyske kassevaskeri er netop opført, med en udvidelse på 1.000 m² af FiskeTerminal Hirtshals. Dermed er alle aktiviteterne omkring førstegangsomsætning af fisk nu samlet i en bygning lige ved Auktionsbassinet, hvilket er med til at højne både service og effektivitet. Kassevaskeriet er planlagt og opført i et tæt samarbejde mellem Hirtshals Fiskeriforening og Hirtshals Havn. Det nye kassevaskeanlæg har en kapacitet på 800 fiskekasser i timen og kan servicere fiskeriet i hele Vendsyssel med rene fiskekasser.
Kassevaskeriet åbner derfor op for et fremtidigt stærkere samarbejde indenfor fiskeriet på havnene i Strandby og Skagen samt Hirtshals.