Nu bliver det lettere at følge med i, hvornår du kan søge tilskud eller indberette oplysninger.
NaturErhvervstyrelsen har netop publiceret en kalender over åbne tilskudsmuligheder og indberetningsfrister på styrelsens hjemmeside.
Kalenderen giver dig overblik over, hvornår du senest skal indsende din ansøgning for at opnå tilskud eller indberette oplysninger til NaturErhvervstyrelsen.
Frister og startdatoer for ansøgning kan blive justeret og ændret, så hold øje med NaturErhvervstyrelsens hjemmeside og tilmeld dig vores nyhedsbreve for at være opdateret. Kalenderen indeholder foreløbig kun slutfrister.
Kalenderen er en genvej til relevant info
Når du bruger kalenderen, skal du være opmærksom på, at alle indberetninger og tilskudsordninger er forskellige. For at få det fulde overblik skal du derfor altid læse grundigt på hjemmesiden om hver ordning og indberetning, før du indsender din ansøgning eller indberetning. Du finder relevante links i kalenderen.
Er du i tvivl om en slutfrist, ansøgning eller indberetning, er du altid velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsen.
Hold dig orienteret
Det er vigtigt, at du løbende holder dig orienteret om regler og frister på de områder, der er relevante for dig.
På hjemmesiden finder du uddybende informationer om de enkelte tilskudsordninger og indberetninger. Du kan fx læse, hvordan du søger om tilskud, hvilke krav du skal opfylde, hvilke andre frister du skal overholde, eller eventuelt supplerende oplysninger som du skal sende ind.
Flere funktioner på vej
NaturErhvervstyrelsen vil løbende opdatere og udbygge kalenderen, hvis den viser sig at være brugbar for vores kunder. På sigt kan der blive tilføjet flere funktioner fx bedre muligheder for at sortere i fristerne, så du lettere kan finde de frister, som er relevante for dig.
Du finder linket til kalenderen her nedenfor