Trods flere eksperters anbefalinger om bedre markedsførring af fisk, mærket med et specielt kvalitetsmærke, så danske forbrugerne aktivt kan tilvælge den kystnære og bæredygtigt fanget fisk, har dette ikke givet anledning til at NaturErhvervstyrelsen har taget den gode idé op. Tværtimod kan man sige, for styrelsen afviste over en kam, samtlige »kystfiskerprojekter«, der i det tidlige forår fandt vej til styrelsens bord, under sidste ansøgningsrunde om økonomisk støtte fra »Afsætningsfremme«-puljen.
Det er faldet tidligere Kystfisker-facilitator og nuværende idémand bag »Fiskeboden.dk« Kurt Krogsgaard for brystet. Han skriver blandt andet følgende partsindlæg:
FiskerForum omtaler et interview med FSK (Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri) hvor specialisten i fødevarestrategi René Langdahl Jørgensen, projektkoordinator hos Nordsøen Forskerpark udtaler, at dagsfanget fisk, der fanges og bringes hurtigt i land, ikke får en merpris eller nogen former for promovering, og at de mere bløde værdier som kultur, de mindre både og en evt. miljøprofil også kunne bruges positivt i en markedsføring.
Det er netop hvad et færdigudviklet projekt: »Afsætning af kystfiskernes fangster i de mindre havnes nærområder« bygger på.
Således hedder det i beskrivelsen af projektet
Der opbygges en kæde af fiskesalgssteder for afsætning af fersk fisk fra kystfiskere i det nærområde, hvor fisken landes. For at styrke forbrugernes bevidsthed om kvalitet og lokal identitet af kystfiskerfanget fisk, markedsføres denne under et nyt varemærke, KYSTFISK®. Afsætningen sker dels engros til detailhandelskæder (supermarkeder), fiskehandlere, storkøkkener og restauranter, og dels som et salg direkte til private fra butik såvel som online via Internet. KYSTFISK® vil blive branded som et lokalt produkt med en stærk personlig profilering af fiskeren og fartøjet, der har leveret fisken. Desuden vil der for hver tilknyttet kystfisker blive lavet en video-reportage af 2R11;3 min. varighed. Denne vil blive vist i butikker, hvor fisken sælges, ligesom den vil være at hente via en QR-kode på selve forbrugerpakningerne. Forbrugerne får således mulighed for i hidtil uset omfang at få kendskab til fiskeren bag det produkt, som er indkøbt, og det fiskeri, der ligger til grund for fangsten.
Virksomheden fiskeboden.dk er klar til lancering af projektet, der dog i foråret fik afslag på en nødvendig økonomisk støtte fra NaturErhvervstyrelsens »Afsætningsfremme«-pulje. Ifølge Business Consult International er der dog klaget over afgørelsen, da det er opfattelsen, at afslaget er givet på et fejlagtigt grundlag. Så måske projektet alligevel står foran en realisering.
Foreningen for Skånsomt Fiskeri blev i sommer præsenteret for projektet og tilbudt at indgå i dette, men er ikke vendt tilbage med et svar.