Siden 2007 har fiskeriet efter blåmuslinger i Vadehavet, været lukket. Myndighederne begrundede afgørelsen dengang med, at fødemængden af muslinger kun lige var stor nok til at dække områdets mange edderfugle.
Lige siden har dette fiskeri været hermetisk lukket for fiskerne og NaturErhvervsstyrelsen har de følgende år, på tvivlsomt grundlag, ikke ville undersøge mulighederne for igen at åbne for muslingefiskeriet for fiskerne, skriver JydskeVestkysten.
Nødråb til Fødevareministeren
Derfor har Seafood Rømø A/S, ved direktør Ole Daugaard Sørensen, på vegne af fiskerne sendt et brev til Fødevareminister Esben Lunde Larsen, hvori han opfordre ministeren, til at give grønt lys for fiskeriet og tilladelelse til igen at fange blåmuslinger på nogle af Danmarks bedste muslingebanker.
Muslingebestanden i Vadehavsområdet har ikke været vurderet eller undersøgt ordentligt de seneste ti år og direktøren for det næsten 60 år gamle muslingefirma på Rømø, er da heller ikke i tvivl om at bestanden af blåmuslinger igen har nået et niveau, hvor der kan fiskes på dem.
Anderledes forhold i den tyske og hollandske del af Vadehavet.
Trods de danske forbud, har fiskeriet efter blåmusling i den tyske og hollandske del af Vadehavet, stadig samme omfang og der fiskes fortsat på tilsvarende blåmuslingebanker her. Derudover er Edderfugle-bestanden, som i sin tid var årsagen og begrundelsen for stoppet, idag kun en tredjedel af sin oprindelige størrelse og sideløbende hermed er der kommet ny viden om fuglenes fødebehov.
Direktøren håber med brevet, at bilægge mange års kamp og uenigheder mellem, på den ene side de grønne og biologerne, til på den anden side fiskerne og erhvervet. Så man istedet for den gængse defensive og afvisende holdning til fiskeriet, nu får en mere åben, saglig og faglig dialog, så muslingefiskeriet kan udvikles i fælles forståelse samt med en bedre naturforvaltning.
Der er endnu ikke kommet svar fra Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen.