På hjemmesiden ferv.fvm.dk kan man se en oversigt over, hvem der har modtaget tilskud fra Fødevareministeriet, og hvor meget de har fået udbetalt.
Fødevareministeriet offentliggør hvert år, hvem der har modtaget tilskud til landbrug, fiskeri eller landdistriktsudvikling, og hvor meget de har fået udbetalt. I alt er der i Danmark udbetalt ca. 7,3 mia. kr. i landbrugsstøtte i regnskabsåret 2010, derudover er der udbetalt ca. 380 mio. kr. i landdistriktsstøtte (EU-midler).
Desuden er der udbetalt ca. 228 mio. kr. i fiskeriudviklingsstøtte til afsluttede projekter i kalenderåret 2010. Herudover er der i 2010 givet tilsagn om 212 mio. kr. i støtte til andre projekter.
Fakta om de tilgængelige informationer
Offentliggørelsen er en del af EU-reglerne og dermed vilkårene for at modtage støtte. Der offentliggøres en række forskellige oplysninger, afhængig af hvor man har modtaget støtte fra. Det er EU, der har fastsat kravene til, hvilke oplysninger der skal offentliggøres.
En dom afsagt af EU-domstolen d. 9. november 2010 har dog betydet, at det ikke længere er tilladt at offentliggøre støtteoplysninger vedrørende privatpersoner for landbrugs- og landdistriktsstøtten. Derfor omfatter offentliggørelsen kun juridiske personer, og det har betydet, at beløbet der er omfattet af offentliggørelsen kun udgør ca. 7 % af det beløb, der er udbetalt.
For fiskeriudviklingsstøtten har dommen betydet, at navne på privatpersoner ikke må offentliggøres. Derfor er navne på privatpersoner fjernet i de data, der ligger til grund for offentliggørelsen og vil således ikke kunne ses på hjemmesiden.
Med forbehold for ovenstående får modtagere af landdistriktsstøtte og landbrugsstøtte offentliggjort navn, CVR-nr., postnummer, by og kommune samt størrelsen af det samlede støttebeløb, de har modtaget. Oplysningerne om landbrugsstøtte opdeles i direkte støtte og anden støtte. Modtagere af fiskeriudviklingsstøtte får offentliggjort navn, CVR-nr., støtteprojektets titel og størrelsen af tilsagn eller det støttebeløb, de har modtaget til afsluttede projekter.
Se oplysninger om støttemodtagere