Fiskerne vil sikre sig mod problemer i forhold til måling af maskestørrelserne efter kontrollanterne benytter OMEGA måleren.
Derfor har de anmodet Fiskeridirektoratet om nedsættelse af mindstemålet fra 20 mm til 16 mm i hesterejefiskeriet. Ved at nedsætte maskestørrelsen kommer de danske regler i overensstemmelse med EU´s fastsatte mindstemål for maskestørrelsen i hesterejefiskeriet og på linje med tyske og hollandske kolleger.
Men ifølge formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen, er anmodningen om ændret maskestørrelse ikke udtryk for, at fiskerne ønsker at skifte til 16 mm. Det drejer sig langt mere om, at undgå at komme i konflikt med den nye maskemåler af OMEGA typen.” Vi ved jo alle, at brugte net har tendens til at krympe lidt, og så kan vi komme i konflikt med mindstemålet, når det er OMEGA måleren, der bruges” Det problem har fiskerne fundet en løsning på; ”Ved at harmonisere i forhold til EU`s øvrige hesterejefiskere, undgår vi diskussioner og problemer med mindstemål i vore net”.
Fiskeridirektoratet har bedt om DTU Aquas vurdering af, om det forhold at mindstemålet nedsættes, vil have nogen betydning for miljøet i habitatområderne, samt om det vil have nogen betydning for de bestande der lever i habitatområderne.
DTU Aqua har svaret, at de ikke vurderer, at en ændring af mindstemålet for maskestørrelsen vil have nogen betydning for miljøet, eller de bestande der lever i habitatområderne.
Direktoratet har netop sendt forslaget i høring. Om alt går vel forventes regelændringen implementeret i lovgivningen om ca. 4 uger.