I fredags i sidste uge åbnede Fiskeristyrelsen for ansøgninger til projekter, der har til formål at undersøge bundslæbende redskabers effekt på havmiljøet i Jammerbugt.
Der er afsat 16 mio. kr., som udmøntes gennem EHFF-tilskudsordningen Fiskeri, natur og miljø.
I efteråret 2022 blev der indgået en politisk aftale om fordelingen af frie midler under den europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF). Her blev det bl.a. besluttet at afsætte 16 mio. kr. til projekter, der skal undersøge, hvordan bundslæbende redskaber generelt, og særligt bomtrawl, påvirker havmiljøet i Jammerbugten.
Formålet med ordningen er at indsamle viden, der kan bidrage til vurderingen af Jammerbugt og på den baggrund bidrage til udformningen af forvaltningsplaner.
Ordningen kan søges af relevante forskningsinstitutioner, og projekterne skal være gennemført i løbet af 2023.
Fiskeriminister Jacob Jensen siger:
»Vi skal passe på dansk natur og miljø, når der fiskes i vores have. Det kræver, at vi ved, hvilken betydning forskellige fiskeredskaber har for havmiljøet, så vi kan tage de nødvendige hensyn. Derfor åbner der nu en pulje på 16 mio. kroner, som skal gå direkte til netop at undersøge, hvad bundslæbende redskaber som f.eks. bomtrawl gør ved havbunden i Jammerbugt. Jeg glæder mig meget til at se resultaterne, så vi i fremtiden bedre kan bevare og forvalte de biologiske ressourcer, der gemmer sig under havoverfladen.«
Baggrund:
- Projekterne skal gennemføres og afsluttes i løbet af 2023.
- Ordningen kan søges af relevante forskningsinstitutioner.
- Ordningen finansieres delvist af EU-midler fra den Europæiske Hav- og fiskerifond (75%) og delvist af nationale midler (25 %).
Projekterne kan eksempelvis føre til mere viden om:
- Hvordan fiskeri med bomtrawl påvirker havbunden sammenlignet med andre bundslæbende redskaber i forhold til miljøpåvirkning og/eller klimapåvirkning.
- Hvorvidt der er noget havbund/marin natur i Jammerbugt, som er beskyttelsesværdigt, men som ikke er underlagt beskyttelse på nuværende tidspunkt.
- Årsagen til Jammerbugts nuværende tilstand og belysning af årsagssammenhænge mellem fiskerimetoder og naturtilstand.
Sådan søger du
Puljen åbner den 3. februar 2023, og der er ansøgningsfrist den 3. marts 2023. Du finder ansøgningsskema og vejledning om ansøgning i Fiskeristyrelsens tilskudsguide. Hvis du har spørgsmål til ordningen, kan du kontakte os på hverdage på telefon 7218 5850.