Regeringen giver Søfartsstyrelsen 13,5 millioner kroner ekstra til at bremse den russiske skyggeflåde. Men samtidig står styrelsen over for at skulle finde besparelser på 119 millioner kroner frem mod 2030.
Det skriver det maritime fagblad Altinget Maritim om (læs her)
Søfartsstyrelsen spiller en central rolle i Danmarks indsats mod Ruslands såkaldte skyggeflåde – en armada af ældre tankskibe, der sejler under falsk flag, uden forsikringer og ofte med last langt ud over, hvad det danske beredskab kan håndtere, hvis uheldet rammer. Flåden er et nøgle-led i Moskvas forsøg på at omgå EU’s sanktioner og fortsat finansiere krigen i Ukraine gennem olieeksport.
I regeringens finanslovsforslag afsættes 13,5 millioner kroner til at styrke kontrollen med skyggeflåden, især i og omkring Skagen, hvor tankskibe ofte kaster anker. Det betyder, at Søfartsstyrelsen midlertidigt kan vokse med syv årsværk næste år og løfte indsatsen mod en trussel, der både rummer sikkerhedspolitiske og miljømæssige risici i danske farvande.
Men oprustningen er kortvarig. Allerede fra 2027 begynder antallet af medarbejdere i styrelsen at falde, og frem mod 2029 vil den stå med færre hænder, end den har i dag. Forklaringen er, at Erhvervsministeriet – som Søfartsstyrelsen hører under – ifølge finanslovsudspillet skal spare hele 119 millioner kroner inden 2030 (Læs her). Hvordan det præcist vil ramme Søfartsstyrelsen, er endnu uklart.
Dermed står styrelsen i et paradoks: På den ene side får den en målrettet pose penge til at bremse Putins skyggeflåde. På den anden side skal den – som alle andre statslige styrelser (Se Finansministeriets administrationsbesparelser frem mod 2030) – bidrage til de omfattende nedskæringer, der er sat i udsigt i regeringens spareplan.
At kontrollen med skyggeflåden er højt prioriteret, understreges af, at regeringen endda har taget 2,6 millioner fra salget af en erindringsmønt i anledning af tronfølgen sidste år og kanaliseret dem direkte til indsatsen mod russiske skibe.
For Søfartsstyrelsen er udfordringen tydelig: Hvordan balancerer man rollen som frontlinje i kampen mod Ruslands olieeksport med kravet om at spare millioner i de kommende år? Det er et spørgsmål, der kan få både sikkerhedspolitiske og miljømæssige konsekvenser – og som endnu står ubesvaret.
