Effektivt Landbrug har i sin seneste leder i avisen sat spørgsmålstegn ved troværdigheden af en omstridt rapport fra Aarhus Universitet om fiskeri med bundtrawl. Rapporten blev bestilt af Danmarks Naturfredningsforening og støttet af Velux Fonden, men nu har miljøminister Magnus Heunicke (S) skrottet den på grund af faglig tvivl om dens konklusioner.
Miljøministeren brugte oprindeligt rapporten til at argumentere for begrænsninger i fiskeri med bundtrawl, hvilket ifølge Effektivt Landbrug afslører en »uhørt ukritisk tillid til rapporter fra Aarhus Universitet«. Miljøministeren har siden valgt at trække rapporten tilbage.
Effektivt Landbrug advarer om, at man ikke blindt kan stole på universitetsrapporter, uanset hvem der bestiller dem.
Dette er ikke første gang, Aarhus Universitet har været i problemer, skriver de. I 2020 blev der fundet fejl i universitetets beregninger af kvælstofudledninger, hvilket førte til justeringer af officielle tal.
Lederen i Effektivt Landbrug understreger, at problemerne ofte ligger i de data og beregninger, som rapporterne bygger på, snarere end i forskerne selv. Effektivt Landbrug skriver videre, »Man skal her minde sig selv om, at fejlene sker på baggrund af fejlagtige data og beregninger. Det er altså ikke målinger og konkrete observationer fra virkeligheden, der fejler. Disse findes nemlig ofte slet ikke, og i spørgsmål om kvælstofudledninger er meget af den danske myndighedsbetjening efter vores bedste vurdering i direkte konflikt med EU’s Vandrammedirektiv, der i et kvart århundrede har krævet konkrete målinger, som ofte slet ikke foretages«.
»Så det er nok mere fundamentet end forskerne, den er gal med,« påpeger man i ›Lederen‹ i Effektivt Landbrug
Fejl som disse kan have alvorlige konsekvenser for den danske myndighedsbetjening inden for fiskeri, miljø og landbrug, der ifølge lederen ofte hviler på et usikkert grundlag.
»Ifølge regeringens finanslovsforslag for indeværende år vil der i 2027 tilgå Aarhus Universitet 349 millioner forskningskroner til myndighedsbetjening,« skriver Forskerforum, der er et medlems-blad for sektoren DM Universitet, Forskning og Uddannelse.
Beløbet dækker primært myndighedsbetjening inden for fiskeri, miljø og landbrug.