En knapt 3 år gammel undersøgelse foretaget af Verdensnatur-fonden WWF, viste at de danske strande, tilbage i 2019, ved første øjekast så rigtig pæne og rene ud,« men WWF’s undersøgelse viste også noget helt andet. Nemlig store mængder affald, hvoraf plastik var klart overrepræsenteret.
Man har nu fra DTU’s side fulgt denne undersøgelse op, der i 2023 nu nærmest istedet frikender problemet med hvad mikroplast i vores hav-natur kan forudsage.
Det skriver DTU i en artikel, hvor de slår fast, at »Havet rundt om Danmark er fyldt med plankton, ikke mikroplast«.
DTU kommer i undersøgelsen ind på, at der i de danske farvande kun er meget lidt plast i stumper, der er så små, at vandlopper kan spise dem. Hvis vandlopperne endeligt får mikroplast i munden, spytter de som oftest partiklerne ud igen. Det viser ny forskningen fra DTU, og forskerne bag, kalder det for glædeligt. Netop fordi den nye undersøgelse tilbageviser frygten for, at mikroplast ophober sig i fødekæden via vandlopper.
DTU-forskere har videofilmet vandlopper, der var limet fast på et menneskehår, for at kunne undersøge, hvor meget planteplankton og hvor mange mikroplastikpartikler i vandet omkring dem lopperne hhv. indtog og afviste.
Menneskers forkærlighed for plastik og forbrug af samme har haft store konsekvenser for vores miljø. Alt fra Fleecetrøjer, bildæk og maling er nogle af de produkter, der afgiver flest mikroplaststykker, som bl.a. finder vej til vores hav- og kystnære områder. Også plastaffald, der bliver smidt i naturen, hvor det langsomt nedbrydes, kan være en kilde til forurening med mikroplastik.
Forskere fra DTU har gennem flere år forsøgt at få et overblik over, både hvor meget mikroplast der findes i vores marine miljø, og hvilken effekt det har på bl.a. fødekæden i havene.
»De har netop offentliggjort tal fra et studie, der har opgjort koncentrationen af mikroplast rundtom i de indre danske farvande – og det er gode nyheder,« siger professor Torkel Gissel Nielsen der fortæller, at det negative er selvfølgelig, at der er plastik i alle prøverne – for plastik hører jo ikke hjemme i havet. Men det positive er, at der faktisk kun er meget lidt.«
I prøvetagningen er brugt udstyr, der kan fange langt mindre plastikpartikler end dem, som bliver samlet op af det udstyr, der sædvanligvis bruges ved registrering af havenes plastforurening. Forskerne er nemlig på jagt efter bittesmå partikler, fordi de er så tilpas små, at vandlopper – som udgør en væsentlig del af havets fødekæde, kan æde dem. Nærmere betegnet partikler, der er mindre end 300 mikrometer (en tusindedel af en millimeter) og helt ned til 10 mikrometer.
Langt mellem plastpartiklerne
Forskerne har i undersøgelsen fundet mellem 25 og 100 mikroplastpartikler pr. kubikmeter indsamlet vand. I prøverne med den højest målte koncentration svarer det til én plastpartikel pr. 10 liter vand. Til sammenligning indeholdt prøverne ca. 100.000 gange mere planteplankton end mikroplastik.
I alt er 88 pct. af de mikroplastpartikler, som de fintmaskede net har fanget, så små, at de ville undslippe traditionelt anvendte Manta-net. Ifølge ph.d.-studerende Gunaalan Kuddithamby findes der ikke mange studier, der er udført efter samme metode – både fordi det er besværligt at indsamle prøverne, og fordi det er dyrt og tidskrævende at analysere dem.
DTU Aqua står bag to af de tilgængelige studier, der er udført med samme metode. Studierne er dels udført på prøver indsamlet i havene omkring Grønland, dels på prøver indsamlet under et togt fra Danmark til Caribien, der sejlede igennem ’The North Atlantic Garbage Patch’ (Nordatlantens samling af skrald). Også her fandt forskerne mindre mængder mikroplast end frygtet. Selv prøverne med de højeste koncentrationer indeholdt mindre end én plastpartikel pr. liter vand.
Eftersom forekomsten af mikroplast i havene vil stige, bl.a. fordi plastaffald dér bryder ned i meget mindre stykker, understreger Gunaalan Kuddithamby vigtigheden af at vende tilbage og gentage målingerne med de mere præcise metoder for at følge udviklingen.
Små, kræsne ædedolke
Den gode nyhed om de lave mikroplast-koncentrationer forstærkes af viden fra forsøg på DTU om, hvad der sker, hvis vandlopper kommer i kontakt med partiklerne, mens de spiser. Vandlopperne er nemlig som kræsne børn, der kan opdage selleristykker gemt i spaghettisovsen og spytte dem ud.
Videooptagelser fra laboratorieforsøg viser, at de i fire ud af fem tilfælde spytter plastpartiklerne ud.
»Selvom de fanger tusindvis af partikler, kan de med de her små munddele skelne, at det her altså ikke er føde – enten på grund af partiklernes struktur eller smag. De smager på hundredvis af partikler i minuttet, men når der kommer en plastikpartikel, spytter de den ud,« forklarer Torkel Gissel Nielsen.
»Skulle mikroplastpartiklerne blive spist, så har vi vist i andre forsøg, at vandlopper skider dem ud – ganske ligesom børn, der er kommet til at spise perlepladeperler,« siger han.
Det betyder så også, at mikroplasten ikke bioakkumulerer, når vandlopperne bliver måltid for større organismer, som igen bliver spist af større dyr og så videre.
