EU’s fiskeriministre har netop indgået en aftale om fiskekvoterne i Nordsøen og Skagerrak. Aftalen blev indgået, mens der stadig forhandles mellem EU og UK om det fremtidige samarbejde efter Brexit. På grund af den store usikkerhed, Brexit skaber, gælder aftalen om kvoter kun for de tre første måneder af 2021.
Det skriver Danmarks Fiskeriforening i en netop udsendt pressemeddelelse.
Aftalens korte varighed betyder, at usikkerheden fortsætter for de danske fiskere, der ikke ved, hvad det kommende år kommer til at byde på. Vil de få adgang til britisk og norsk farvand? Afgiver EU kvoter til Storbritannien? Uvisheden er stor, og derfor er der fortsat god grund til bekymring for dansk fiskeri og de mange mennesker beskæftiget i fiskerierhvervet.
»Lad mig sige det helt klart. I fiskeriet har vi først og fremmest brug for, at der indgås en aftale om vilkårene for Brexit, der sikrer dansk fiskeri. Fiskeriet har mere end nogensinde brug for klarhed, og det får vi ikke, før Brexit er på plads. Og så mangler vi fortsat afklaring af, om der er adgang til norsk farvand efter årsskiftet. Aftalen i dag er det muliges kunst, og i fiskeriet er vi glade for, at der trods alt er et grundlag for fiskeriet på plads fra nytår,« lyder det fra Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.
Dagens aftale er samtidig den første fiskeriaftale, som den nye danske fiskeriminister, Rasmus Prehn, har indgået.
Fiskerierhvervet er tilfreds med ministerens debut, og opfordrer til, at ministeren fortsætter arbejdet for dansk fiskeri, hvor det altoverskyggende emne lige nu er at få en Brexit-aftale på plads.
»Arbejdet er ikke slut endnu, for Brexit-situationen skal løses, og det er vigtigere end nogensinde, at den danske regering står fast på, der skal findes en løsning til gavn for dansk fiskeri og for de mange mennesker beskæftiget i fiskerisektoren og følgeerhverv, også ud over de tre måneder,« siger Svend-Erik Andersen.
Hvad angår størrelsen på de fastsatte kvoter, gælder det for langt de fleste arter, at kvoterne for de første tre måneder er fastsat som en fjerdedel af kvoterne fra 2020. Den model er Danmarks Fiskeriforening overordnet tilfreds med. En væsentlig undtagelse er dog, at kvoten for jomfruhummer i Skagerrak og Kattegat er fastsat på et lavere niveau end den videnskabelige rådgivning giver mulighed for. En rådgivning, som efter fiskerierhvervets vurdering er for optimistisk.
»For os er det afgørende, at kvoterne fastsættes sådan, at fiskebestandene kan udvikle sig positivt, og vi samtidig kan drive et rentabelt fiskeri, der bidrager med vækst og arbejdspladser i fiskerisektoren. Derfor er jeg glad for, at man valgte at lytte til erhvervet og har fastsat en mindre kvote på jomfruhummer i Skagerrak og Kattegat end den videnskabelige rådgivning giver mulighed for,« siger Svend-Erik Andersen.
At kvoterne kun er fastlagt midlertidigt for 3 måneder gør, at der i fiskeriet er forventning om, at arbejdet med kvoterne hurtigt vil blive genoptaget i starten af det nye år.
»Nu handler det om så hurtigt som muligt at få en permanent aftale for 2021 på plads, der forhåbentligt kan danne grundlag for et bæredygtigt og rentabelt fiskeri,« afslutter Svend-Erik Andersen.