Danmark deltager i utraditionelt formidlings- og forskningsprojekt.
Nordsøen Oceanarium i Hirtshals deltager sammen med tre andre akvarier og Københavns Universitet i et større formidlings- og forskningsprojekt, som har særligt fokus på formidling om fisk, børn og sundhed i de næste tre år.
Det utraditionelle tværfaglige samarbejde i projekt FISK støttes af Nordea Fonden med 17,9 mio. kr.
Hermed medvirker akvariet i Hirtshals til, at danske børn og forældre får mere fisk på middagsbordet.
– Danskerne og især børnene spiser for lidt fisk. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser 350 gram fisk om ugen, men danskerne spiser i gennemsnit kun halvdelen, og især børnene får for lidt fisk. På Nordsøen Oceanarium er vi derfor glade for at deltage i et spændende tværfagligt samarbejde, hvor vi sætter fisk, børn og sundhed på dagsordenen, udtaler formidlingschef Simon Madsen, Nordsøen Oceanarium.
Simon Madsen er projektleder for formidlingen i projektet, hvor parterne arbejder med at give børn og forældre oplevelser med fisk og sundhed på en anderledes og involverende måde og på samme tid undersøge, hvordan fisk påvirker børns sundhed og indlæring.
Han ser derfor frem til at give børn og voksne inspirerende oplevelser med fisk.
– I vores udstillinger bliver der mulighed for at lege sig til viden om, hvordan det påvirker kroppen at spise fisk. Gæsterne får også mulighed for at bidrage til et forskningsprojekt ved at indtaste data om deres egne fiskevaner. Det bliver spændende at se, om jyderne spiser mere fisk end sjællænderne, og om vi har de samme fiskelivretter, fortæller han.
Emner som forurering og bæredygtighed bliver også, udover de sundhedsfremmende effekter af fisk, berørt i formidlingen. Interaktive udstillinger danner rammen om temadage og aktiviteter, hvor både børn og forældre får mulighed for at håndtere og smage på fisk på nye og spændende måder.
Et opskriftshæfte bliver også udviklet, som en del af projektet, som skal gøre det nemmere at få fisk på middagsbordet.
Ny viden om fisks effekt
Som leder af projektets forskningsdel er en begejstret Lektor Camilla T. Damsgaard, Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet:
– Mange familier synes, det er svært at få passet fisk ind i en travl hverdag. Derfor er vi utroligt glade for støtten fra Nordea-fonden. Den giver os mulighed for både at få mere viden om, hvorvidt børns sundhed og indlæring kan forbedres af fisk, og samtidig kan vi give danskerne viden, inspiration og oplevelser, der kan give motivation til at spise fisk.
Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, deler begejstringen over det ambitiøse projekt:
– Vi er glade for, at Nordsøen Oceanarium tager del i det nytænkende samarbejde mellem akvarier og en forskningsinstitution. I fællesskab vil de høste ny viden. Og så vil de med et hav af sjove og lærerige aktiviteter også inspirere tusindvis af børn og voksne, til at sætte flere fisk på middagsbordet, siger han.
Projekt FISK starter til marts 2016 og varer i tre år.