Det skriver Formand Svend-Erik Andersen for Danmarks Fiskeriforening i »Formanden har ordet« hvor han beskriver situationen i Limfjorden og mener at der er sagt og skrevet meget om fiskeriet her og at der måske også er skrevet vel rigeligt.
Svend-Erik Andersen skriver videre, at det er de færreste i fiskeriet der har været helt tilfredse med mediernes dækning af denne sag.
Nu er der så også skrevet en såkaldt beretning fra Rigsrevisionen. Den er 35 sider lang og slet ikke svær at læse, hvis man interesserer sig for sagen. Jeg skal ikke anmelde dette stykke embedsmands-litteratur. Men hvis jeg skulle, ville jeg have svært ved at finde ud af, om jeg skulle grine eller græde. Og om jeg skulle kalde det en komedie eller en gyser.
Helt efter bogen blev Rigsrevisionens beretning i den forgangne uge behandlet af Folketingets Statsrevisorer, og de havde været i værktøjskassen og fundet den næstskrappeste kritik frem. Og så hæfter de sig for eksempel ved følgende resultat af undersøgelsen:
Fiskeristyrelsen har fra 2009 og frem til 2024 ikke haft en vejledning for, hvordan kontrolenhederne skal føre kontrol med fartøjernes motorkraft. Vejledningen er først udarbejdet medio 2024. Fiskeristyrelsen har fortsat ikke en vejledning for kontrol med forbuddet mod at bruge nedjusterede motorer, og styrelsen har i 2022-2024 fortolket forbuddet i strid med bekendtgørelsen.
Det ikke svært at forstå, at medierne læser rapporten og tænker, at der er noget galt deroppe. Og selvom det hele er tåget, og selvom det er fiskerikontrollen, der er under kraftig beskydning, så bliver de gode folk i Limfjorden også sat i et mistankens skær.
Har de mon pillet ved motorerne? Snyder de på vægten? Overtræder de bevidst reglerne, og kører de rundt med den stakkels styrelse?
Fra DFPO’s side siger vi det, vi altid siger: Reglerne skal overholdes, og bryder man reglerne, må man tage sin straf. Men hvis reglerne er uklare og bliver ændret og omfortolket, eller hvis kontrollen kan være skæv og vise, at en motor yder mere, end den faktisk gør, ja så er fiskerne blevet en slags retsløse. Og det kan vi ikke leve med.
Derfor er der kun et at gøre nu fra myndighedernes side: Der skal ryddes op. Der skal være styr på, hvad regelgrundlaget er, og hvis der er nogen, der sejler med motorer, der var lovlige på et tidspunkt, men som pludselig på grund af forvaltningsmæssige ændringer er blevet ulovlige, fordi der er tvivl om, hvad ›nedbremset‹ betyder, så skal der laves løsninger for dem.
Og så kan det ikke gå hurtigt nok med at få igangsat den livemonitorering af motorkraften i Limfjorden, som vi har foreslået for længe siden. Dermed kan der slet ikke opstå tvivl om motorkraften, og så kan den sag forhåbentlig lukkes en gang for alle.
AF Svend-Erik Andersen formand for Danmarks Fiskeriforening (Formanden har ordet)