Det har rystet flere eksperter, at både Københavns- og Gentofte Kommune har givet tilladelse til, at spildevandsselskaberne Novafoss og Hofor må udlede de voldsomme mængder spildevand direkte ud i Øresund – helt udenom rensningsanlæg.
290.000 kubikmeter urenset spildevand bliver fra på søndag 24. maj og fem dage frem udledt direkte i Øresund. Det skriver TV2 Lorry.
Årsagen til denne højst usædvanlige tilladelse skal findes i forarbejdet til en udbygning af Svanemølleholmen i Nordhavn. I undergrunden på den tidligere industrigrund, hvor der nu er planlagt et stort boligbyggeri – ligger en hovedspildevandsledning, som til dagligt leder spildevand fra både Frederiksberg, Gentofte og København til et rensningsanlæg på Refshaleøen.
TV2 Lorry skriver, at før byggeriet kan begynde, skal spildevandsledningen fastgøres, ligesom det skal undersøges, om spildevandsledningen fra 1978 kan klare, at der skal bygges ovenpå den. Imens dette arbejde pågår, vil ledningen være ude af drift. Dette betyder så igen direkte udledning af spildevand i Øresund.
– Vi kommer til at udlede omkring et tons fosfor, syv tons kvælstof og cirka 80 tons COD, som det hedder – altså organisk stof, mere end vi plejer at gøre, siger projektleder hos Hofor, Svend Krongaard, til TV 2 Lorry.
Skadelig udledning
Beslutningen møder kraftig modstand fra både Danmarks Naturfredningsforening og en chefbiolog ved Øresundsakvariet. Kritikken går først og fremmest på timingen af projektet, som vil føre til en meget stor opblomstring af alger i Øresund – og det er ikke godt, mener Henning Mørk Jørgensen, der er marinbiolog hos Danmarks Naturfredningsforening. Han mener, at projektet burde være henlagt til vinterhalvåret, hvor udledningen af de store mængder fosfat og colibakterier langtfra ville påvirke havmiljøet i samme grad.
Også marinbiolog hos Øresundakvariet i Helsingør, Jens Peder Jeppesen, mener, at udledningen har konsekvenser.
– Det er rigtig ærgerligt at udlede spildevandet i Øresund. I vores øjne er det en uofficiel nationalpark allerede. Der har ikke været trawlere herude siden 1932, så de mange forskellige bundmiljøer, der er herude, de er helt unikke. Og der er så meget mere liv, end der er mange andre steder i Danmark, siger han til TV 2 Lorry.
Af den skriftlige godkendelse fremgår det , at udledningen ikke kan undgås, og at effekterne ikke forventes at påvirke vandkvaliteten eller være til skade for havmiljøet.