Begge besætningsmedlemmer blev reddet, da Læsø-kutteren FN 126 ANNA P blev påsejlet i nat.
Det var kutteren FN 81 Betina Kruse, som kom besætningsmedlemmerne på den påsejlede trawler til undsætning. Folk fra Østerby Redningsstation på Læsø kom også til den påsejlede kutter, og redningsstationen oplyser på deres Facebook-side, at pumperne kørte for fuld kraft, mens kutteren blev bugseret i havn. Redningsstationen kan ligeledes oplyse, at der kun skete materielle skader ved påsejlingen.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, hvilket fartøj der har påsejlet Læsø-kutteren og under hvilke omstændigheder.
FN 126 ANNA P ejes af Frank Brian Pedersen på Læsø. Kutteren er bygget i 1959 på Sakskøbing Maskinfabrik & Skibsværft ApS.
Østerby Redningsstation SAR på Læsø blev i øvrigt indviet 10.juni efter en større ombygning, således, at stationen i dag fremstår som ny.